6 timer i helvede...

2005-09-28

Ja… Det lyder lidt dramatisk, og det var det egentlig også. Vores rundtur i Asien er jo i sin slutfase og da vi i går aftes sejlede fra Tanjung Pelepas i Malaysia da havde jeg manøvre (vagten) i maskinen. I Tanjung Pelepas, skulle hovedmotoren have justeret fuel pumper, og da det er en større opgave (Tager 2 timer per pumpe og der er 12 styk) så kom der et hold fra land som skulle gøre det. For at de skulle kunne justerer noget som til daglig arbejder med fueloil som er noget tykt skrammel, så skulle hovedmotoren slås over på at køre diesel så hele systemet lige blev skyllet igennem og diesel er nu engang noget nemmere at håndterer, da det ikke bliver tykt lige som sirup når det bliver koldt. Jeg skulle møde på vagt klokken 16 efter en super tur i land, men allerede klokken halv fire blev jeg ringet op om at jeg var nød til at komme derned. For at skifte til diesel så skal der for det første skiftes tank, så man tager brandstof fra den rigtige tank, men da der normalt er varme (damp) på alle rør så fuelen ikke kan størkne, så var der også et værre renderi med at løbe frem og tilbage og lukke disse damp ventiler. At skifte tilbage til almindeligt fuel var den nemme del. Det var bare alle følgeproblemerne som er irriterende. Man kan risikere hvis dieselen bliver for varm at den så bliver så tynd at den på ingen måde smører pumperne, og så er det dem som skal ordnes næste gang vi skal i havn da de derved kan tage skade, så det var jo en væsentlig detalje at få lukket for dampen. Bare det her første stadie med at slå motoren på diesel var før vi kom i havn, og da der nu skulle slås tilbage til normalt fueloil forbrug, så skulle alle ventiler som var blevet skiftet selvfølgelig ændres tilbage igen. Men da der var rigtig mange som havde været i land, så var der ikke rigtig nogle der havde tjek på noget, og kombineret med at vores maskinchef var stresset ud over alle grænser så var det jo rigtig godt. Der blev råbt og skreget og frem for alt skældt ud. Ikke så meget på én bestemt person, men sådan generelt bare alle som kom i nærheden. Da mig og den vagthavende maskinmester var færdige med forfaldne opgaver i maskinen (vi havde super travlt, og da det var ting der skulle gøres for at motoren overhovedet skulle kunne starte, så var det temmelig vigtigt), så begyndte vi på vores rundering af maskinen. Nu skal det måske allerede her nævnes at jeg på det her tidspunkt begyndte at være godt træt. Jeg havde fået 4 timers søvn om natten da vi havde været inde på en netcafe på havnen, og da den vagthavende mester er en lille smule mere fiks til at komme rundt en jeg er så var jeg godt nok smadret, forpustet og gennemsvedig allerede her. Vi skyndte os frem og tilbage mellem de forskellige dæk, men da vi kom til tank-toppen (det nederste dæk) opdagede vi at der var en overtryksventil som var åbnet til fuelen. Vores fuel er 130 varm og som sagt meget lig sirup så man vil ikke røre det. Men i hvert fald så løb der fuel ud i godt tempo. Den vagthavende officer ringede til vores 1. mester for at høre hvad han skulle gøre. Fuelen løb ned i en spildbakke ved hjælp af et lille rør, men da det slog ned i spildbakken så sprøjtede det en lille smule. Der var i hvert fald nok fuel på gulvet til at der var ca. en halv kvadratmeter af dørken som var helt sort af et tyndt lag fuel. Vores 1. mester bad os om at slå på ventilen hvis det nu var fordi den havde sat sig fast, men det hjalp selvfølgelig ikke da en overtryks ventil kun åbner hvis der er for højt tryk. Men lige pludselig så blev det et inferno af fuel, da der kom ekstraordinært højt tryk på systemet. Et rør med en indvendig diameter på omkring 1,5 cm kan der komme overraskende meget fuel ud af når der er 15 bars tryk på. Fuelen sprøjtede ud over det hele og det var lige ind til der blev åbnet et omløb så trykket blev mindre. Men der var det allerede for sent, da der var pisset den første halve kubikmeter fuel ud i lokalet, så dørken var dækket af en 3 cm lag på mange kvadratmeter og under dørken, selve tanktoppen var der olie i et flere centimeter tykt lagt på nok 20 kvadrat meter. Det gjorde jo ikke ligefrem den i forvejen trykkede stemning bedre. Nu var det jo lidt en held i uheld situation, da jeg som sagt var på manøvre, så jeg slap for meget af rengøringen da jeg stadig skulle følge mesteren rundt for at lære hvordan man gør skibet klar til afgang. Men 4 taiteam medlemmer blev hentet. 2 Polakker, 2 kadetter og så lige en maskinmand, og så var det ellers i gang. Efter ca. en time blev jeg sendt ned og hjælpe med rengøringen. Der havde de fået ryddet dørkpladen, men det var jo også den lette del. Jeg røg ned under dørkpladen og så begyndte jeg at tørre olie op. Såååå meget for de konstante advarsler om at det er dumt at få olie på sig... :-) Alle mennesker var smurt ind. Vi blev slet ikke færdige, men klokken 21:30 blev det besluttet at gøre det færdigt dagen efter(i dag). Dog skal der, når der er så store mængder fuel på dørken være en konstant brandvagt som skulle kunne slå alarm i tilfælde af at der skulle ske noget. Da jeg på det tidspunkt havde været på vagt i 6 timer og ligeledes 2 timer om morgenen, så blev jeg den heldige som slap for vagt, og her slutter min 6 timer i helvede historie. Her lidt over 24 timer senere er der stadig fuel på tanktoppen taiteam har arbejdet hele dagen men da der er så meget sirupsagtigt fuel, så er det jo ikke sådan lige at fjerne. Min mor sagde dengang hun var på besøg i Bremerhaven at hun var imponeret over hvor rent der var over det hele på sådan et skib. Jeg kan så kun sige at der nu er et sted mindre. I dag slap jeg da heldigvis for at gøre rent, da jeg skulle hjælpe en mester med at lave årstjek på de spil til trosser der er ude agten på skibet. Jeg har fra i går stadig lidt fuel på nogle enkelte steder og jeg har også fuel i mit hår, og behøver jeg sige andet end at det er halv svært at få ud da det jo på ingen måde bliver opløst i vand. Har vasket hår nok 8 gange, og sæben er stadig brun når den bliver vasket ud. Men jeg regner med at skulle klippes inden længe, og det her er jo en ganske fin undskyldning til at blive klippet.

I Tanjung Pelepas er der lidt butikker på havnen hvor man kan købe dvder til 2 dollars per styk. Men efter sidste gang jeg var i Tanjung Pelepas, var inde i den by som ligger 45 minnutters kørsel fra havnen så er der godt nok ikke længere noget ved havnens udvalg. Det er jo selvfølgelig ikke lovligt at sælge kopi-dvder herude så i alle butikker som sælger almindelige dvd’er har de en dør ind i et baglokale hvor de så har mange tusinde dvder. Der er så endda flere steder som så har endnu et baglokale hvor de så har voksenfilm. Foruden dvder så blev det også til 2 par lækre levy’s cowboy bukser. De kostede hver 50 dkr per par, så det er jo en gange udmærket pris.

Men ellers så er vi jo på vej til bage til Europa. Langt om længe. 10 dage på havet i streg er faktisk dejligt. Tempoet falder gevaldigt alle steder og der bliver ro over skibet igen. Da vi er på vej mod det Indiske ocean så kan det jo ikke varer meget mere end en dag før at vi fylder poolen igen, hvilket naturligvis er noget som jeg glæder mig ganske meget til, da det slet ikke kan beskrives hvor dejligt det er at ligge i en let vuggende pool efter en lang og varm arbejdsdag.

Jeg har for resten fået en telex ind af døren som nogle af jer måske gerne vil læse. For dem som har læst med på bloggen fra starten, ved de at den oprindeligt var på Mærsks skibs-officers hjemmeside, men blev taget af, da jeg udtalte mig om lidt uheldige ting set med rederiet øjne. Prøv at læs følgende telex og hvis DU så er flink og sende mig en mail hvor du fortæller om jeg skal skrive på den eller ej. Personligt så tror jeg det bliver svært at begrænse det jeg skriver til en lyseblå blog hvor der ikke må stå noget kontroversielt og hvor alt skal være dejlig positivt og lyseblåt. Hvad mit problem er, er at jeg ikke kan finde ud af, er om det er umagen værd… Men send mig endelig din mening, og læs eventuelt lidt tilbage i blokken for at se hvordan jeg normalt skriver og om det ville være muligt at gøre det lyseblåt. <I>
Til Kaptajnen på Clementine Mærsk:

Med nogle erfaringer rigere har vi fået lavet en net-dagbog på vores hjemmeside www.maersk-skibsofficer.dk. Derfor har jeg skrevet til Dem og DUC Steen Benjamin Petersen.
Med håb om, at aspiranterne om bord på skibet stadig har lyst til løbende at sende en lille hilsen til vores hjemmeside, vil jeg bede Dem og Deres afløser om at videresende beretningerne til os via skibet adresse til XXXXXXXXX “att. MBH/PGJ - netdagbog". Naturligvis er både De og officererne om bord også velkommen til at sende en lille hilsen, som vi kan bruge på hjemmesiden.

Såfremt der følger et positivt svar på min mail, laver jeg en aftale med informationsafdelingen, der bliver sat i kopi og på den måde hjælper os med at holde en høj og korrekt standard.
En væsentlig detalje sammen med teksterne er en aktuel position (længde-og breddegrad) af skibet. På hjemmesiden kan brugerne se positionen på et verdenskort og på den måde følge med i skibets rejse.
Med venlig hilsen
Per xxx

Hej Benjamin!
Jeg har i denne uge kørt nogle test på vores nye, egne blog. Derfor har jeg nu skrevet til Kaptajnen og dig i håb om, at du og meget gerne også de andre både aspiranter og officerer har lyst til at forsyne mig med nogle aktuelle tekster om livet til søs på "m.s. Clementine Mærsk". Jeg har i ovenstående beskrevet arbejdsgangen til Kaptajnen og håber på den måde, at vi har sikret os mod misforståelser og fejl.
Med venlig hilsen
Per

 

Det var alt fra mig i denne omgang. Jeg vil skynde mig ned og hente vasketøj nu inden jeg skal i seng. Ellers har jeg ikke noget rent til i morgen. Jeg skal for øvrigt lige huske at sige at kaptajnen har ændret sig enormt meget efter den der Yanshang havn. Det har jo nok været stress som har gjort han ikke altid var lige venlig. Nu er han som en anden kammerat som kommer med friske bemærkninger og som rent faktisk vil lære fra sig. Rigtig dejligt.
Rigtig mange hilsner fra Benjamin.

 

Farvel Asien.

2005-10-09

Så blev det endelig og endnu engang et farvel til Asien. Lige nu da er vi godt på vej til Suez kanalen, som vi skal passerer engang i nat. Så vidt jeg er orienteret så skal vi passerer gennem kanalen engang i morgen tidlig, men vi ankommer til ankring omkring klokken 01. Dette bliver så 3 gang vi skal igennem suez, og vi kan forvente i hvert fald 2 gange endnu. Dette her er faktisk ikke så langt fra det punkt hvor vi skal af på næste rundtur. Det bliver højst sandsynligvis enten i Tanjung Pelepas eller en af de havne som følger efter at vi skal af i december. Det føles som om at der stadig er ufatteligt lang tid til, men faktum er at om en rundtur så er først praktik vel forbi, og så er det hurtigt tilbage til livet derhjemme, men det er der jo stadig frygtelig lang tid til, så der er jo ikke så meget grund til at tænke så meget på det endnu, selvom at jeg er begyndt at glæde mig.

Suez betyder for vores vedkommende et stort skæld mellem verdensdele. Lige så snart vi er igennem, så er vi jo næsten hjemmel og når man sejler den anden vej, så er det dér man siger farvel til det man kender. Sådan i overført betydning i hvert fald... Europa bliver denne her gang et super sted. Jeg får personligt besøg af kæresten og lidt af familien i Bremerhaven om 14 dage, men inden da, så skal vi først ind i Port Said lige efter Suez, hvilket er i Egypten. Det bliver første gang vi kommer der, men jeg regner dog ikke med at skulle i land, da vi kun skal ligge der kort tid. Efter Egypten så er det Italien hvor vi skal have en masse pizza. Derefter går turen hastigt videre til Spanien, Frankrig, Holland og så endelig tyskland. Jeg ved at vi også skal til England i denne omgang, hvilket jeg glæder mig rigtig meget til. – Hvad der bare undre en del er at man i Asien møder væsentligt flere som kan engelsk end i Europa. Det virker enormt underligt. Jeg troede at man i Europa var godt fremme med det engelske, men f.eks. sidste gang vi var i Italien mødte vi kun EN som kunne en smule engelsk, hvilket var vores chauffør. I Spanien er de en smule bedre, og så igen i Frankrig har de åbenbart nedlagt veto mod engelsk. I hvert fald når man er i land... I Asien da er alt fint. Alle folk er så flinke og vil gerne vise rundt og snakke. Vi kørte med en taxa chauffør i Busan som kom helt op og køre da jeg fortalte jeg var fra Danmark, og så begyndte han at ævle løs om at alle landene i Nordeuropa bare er super og han selv havde besøgt flere af dem. Hvis de så endelig ikke kan Engelsk, så giver de da det et forsøg i modsætning til Europa. Men dem som har været på ferie i Sydeuropa ved jo at det er en nødvendighed at have en parlør med, da nogle folk simpelthen ikke engang gider forsøge på andet end deres eget sprog.

Vi er også lige kommet tilbage til dansk tid og hvor var det dog dejligt i seks dage at få en times ekstra søvn om natten. Mange af de lande vi besøger i Asien ligger på enten dansk tid +6 eller +7 timer, så når vi skal tilbage til Asien over det indiske ocean så tager vi en time hver nat, og det er så der at det bliver ugideligt hårdt. Det er selvfølgelig dejligt med timen mere per nat på vejen tilbage til Europa, men samtidig er det super hårdt når man pludselig får en mindre, når vi så skal tilbage til Asien. Man føler i en uge at man lider af konstant jetlag, og man vågner på de underligste tidspunkter. Man kunne selvfølgelig sagtens gå en time før i seng, men ville det ikke næsten være for nemt? :-)

Her over det indiske ocean, hvor der er omkring en uge hvor vi ikke ser land, da går det godt nok op i hat og briller i maskinen. Der er jo adskillige indere ombord på skibet og Cricket er åbenbart Indiens National sport, så de elsker det. Hvordan får man så en Inder til at føle sig rigtigt godt hjemme i maskinen? Man laver selvfølgelig en bold af isolerings tape og tager reserve skaftet til en mukkert, og så går man i gang i vores værksted. Man har kun det sjov man selv laver, og hvor var det dog sjovt at blive tyret ned. Prøv at forestille dig at spille rundbolt i et rum som er 5 meter bredt og omkring 12 meter langt. Rent kaos, og det var da også mere held end forstand vi ikke fik smadret et eller andet på gulvet. Desværre er der ikke sket så meget andet sjovt herude. Stemningen ved besætningen er ikke den højeste, da ikke alle officerer altid er lige pædagogiske. Men det handler selvfølgelig også om engagement. Jeg har personligt ikke nogen problemer, men de 2 som jeg er i maskinen med i øjeblikket har lidt problemer med bl.a. maskinchefen. Uden at sige for meget, så kan jeg nævne der har været nogle lidt uheldige episoder. Noget med at justerer vores bildge-pump (lænse-pumpe) med en lidt for stor hammer, og det er alt hvad jeg vælger at skrive her. Alt i alt betyder det at jeg har fået de første manøvrer her efter Asien, da maskinchefen (citeret direkte fra ham) ikke gider se på dem. Det med manøvrerne passer mig fantastisk da jeg virkelig føler jeg lære noget af at gå rundt med den vagthavende mester og tænde/slukke diverse ting. Det være sig f.eks. ferskvands generatoren. Starte kedlen. Tænde/slukke/recirkulerer vores Separatorerne (dem som skiller vand og slam fra fuel) og så de lidt mere generelle procedure som man altid gør når man skal i havn. Der er mange ting som man kun lære ved at prøve, så det er jo super.
I dag klokken 10:03 da gik brandalarmen uanmeldt og så blev der ellers tryk på. Jeg sad lige og holdt pause på mit kammer med en kold cola. Min første tanke var at det måske skyldes den ene aircon til kontrolrummet. Tidligere i dag var der en motor som brændte varm dernede hvilket resulterede i røg og en smadret motor. Dog viste det sig da jeg MEGET kort tid efter mønstrede på dæks kontoret at en skibsassistent havde set røg ude under bakken (der er et opbevarings rum derude) og derfor havde knaldet røgalarmen. En mester og 2 kadetter blev sendt derud og de konstaterede at døren var varm, så de skyndte sig tilbage for at fortælle det til brandlederen. Lyn hurtigt blev 2 af officererne iklædt brandmands dragter (røgdykker sæt) og blev sendt derud. Samtidig havde nogle af de andre skibsassistenter gjort slanger klar og sat tryk på pumperne. – Jeg hjalp dem med at komme i dragterne, men hurtigt viste det sig der var lidt for mange huller i historien, og det viste sig da også heldigvis at det kun var en øvelse, som bliver afholdt uanmeldt én gang om året. Men jeg kan da afsløre at adrenalinen lige kom op og pumpe i hvert fald 2 minutter. Ikke nogen sjov følelse hvis der nu virkelig havde været ild, og vi var midt på havet, men det er selvfølgelig også derfor at man går så meget op i brandøvelser.

Teksten oven over blev skrevet for 2 dage siden, men da jeg jo som sagt var på manøvre i Suez så har jeg ikke haft tid til at sende det før nu. Lige nu kan jeg fortælle at vi ankommer til Italien i morgen formiddag (Mandag) omkring klokken 11, så der bliver det godt med noget rigtig Italiensk pizza. I må have det godt derhjemme her i det dejlige efterår.

Hilsner fra havet.
Benjamin.

 

Såååå er der endelig liv igen herude fra det blå hav… :-D

2005-11-14

Aller først så mange, mange gange undskyld for at jeg ikke har skrevet i så enormt lang tid. Det er jo omkring en måned siden jeg har skrevet et rigtig indlæg til bloggen sidst og det irriterer mig selv at jeg ikke har fået skrevet mere… Det er jo som bekendt ikke fordi at der overhovedet ikke er tid til det, men når jeg endelig har fri i hverdagen så orker jeg næsten ikke at sidde og skrive et langt blogindlæg… Men nok undskyldninger, og hurtigt videre til hvad i er kommet for. :-D

Sidste gang jeg skrev, var lige omkring Italien, og før vi rigtig kom til Europa. For at opsumerer Europa rigtig hurtigt, så skete der faktisk ikke det vilde i Europa. Dog lige med den undtagelse at jeg fik besøg i Bremerhaven af kæresten og familien. Nu skal det nok lige nævnes for fremtidige cadetter at dét at have kæreste og familie på besøg på samme tid aldrig vil være den bedste løsning. Når man har været ude og sejle længe og endelig ser kæresten så er det jo ikke så meget hyggesnak man har i tankerne. Lyder overfladisk, men det er faktum, og det ved alle som sejler. Der er kadetter som kun har haft kæreste på besøg begge gange vi var i Bremerhaven og derved ikke har givet familien mulighed for at se skibet på nært hold. Personligt så synes jeg ikke at jeg vil snyde familien for at se min arbejdsplads når de endelig har muligheden for det, og når jeg endelig har muligheden for at være sammen med min kæreste så skal den jo også benyttes. – Det kan dog relativt nemt løses… Familien blev smidt i land for at spise frokost og gå en tur i byen, op på den måde fik kæresten og jeg lige fik et par timer for os selv. – Ikke særlig diskret, men er der næsten andre løsninger? Ligegyldigt… Det virkede fint…

Turen gik hurtigt fra tyskland og videre til Suez. Hvor jeg sidste gang vi sejlede fra Europa blev i dårligt humør fordi der var så lang tid til jeg skulle se kæreste og familie igen, så var det den her gang ganske udmærket. Jeg vidste at det alligevel var sidste rundtur vi påbegyndte, så ingen grund til at være i dårligt humør… - Da alle kadetter efterhånden har styret en del og begynder at have erfaring med at føre skibet, så fik vi denne og sidste gange gennem Suez lov til at styre. Fakta er at hvis man laver en grov fejl så kan man risikere ikke mindst at skade skibet, men også at blokerer Suezkanalen. Jeg er slet ikke et sekund i tvivl om at det ville komme i alle verdens nyheder hvis man valgte at placerer sit container skib på tværs i Suez, og sørge for at ingen af alle de dejlige kinesiske produkter kunne komme til Europa. Dette gør, eller hvert fald gjorde mig en lille smule nervøs, men som med så meget andet, så er der jo ingen grund til at være nervøs hvis man bare tænker sig om, og det gik også ganske fint. Nåede da alligevel at få 2,5 timers styretid så ingen sure miner fra min side. :-D
Den måde det forgår på er at man allerførst melder til lodsen at man har kadetter til at styre skibet. Hvis han nu synes det var en enormt dum ide så ville sætte skibsassistenter til at styre, så derfor spørger man lige først. Efterfølgende melder man hver gang man skifter person ved roret. Herefter så følger man udelukkende hans ordre. Det er det meste talordre hvor han simpelthen bare giver en kurs, som man så følger. Hvis lodsen vil have lidt mere kontrol med hvad der forgår så giver han ordre som "PORT TWENTY" (bagbord 20) – Hvilket her er at roret skal 20 grader til bagbord. Der er også ordre som midships (midtskibs) som er roret i neutral stilling og ikke mindst "Steady as she goes on course 173" kort sagt "steady on 173". Dette betyder at man skal have skibet roligt(altså uden slinger) på kurs den nævnte kurs. Egentlig ikke noget som der er nogen ben i. Man skal bare koncentrere sig om hvad han siger, og huske at melde tilbage hvad han lige sagde, og så igen når ordren er udført, så den anden besætning på broen ved at man stadig er vågen. Det sværeste var ikke at sejle skibet, men nok næsten at forstå ham den Egyptiske los’ ret underlig dialekt...

Efter Suez sejlede vi over det indiske ocean. Det er omkring en uge hvor der ikke sker andet end at man ser vand og hvis man er heldig ser man også delfiner og flyvefisk. Kort sagt så sker der ikke det store på skibet. Almindeligt vedligehold i stille og roligt tempo. Kort efter Suez fik vi valget at vi enten kunne stå af i Tanjung Pelepas den 28. november eller i Rotterdam den 19. december. Jeg savner min kæreste så derfor vil jeg gerne hjem den 28. november, dog så skulle alle kadetterne være enige om en dato da vi skal afmønstre samlet, derfor kaldte vores træningsofficer sammen til et møde hvor vi skulle stemme om hvilken dato det skulle blive. Jeg fik den tjans at skulle ringe rundt til de forskellige kadetter for at fortælle at vi skulle have møde samme dag klokken 10:15. Ikke nogen stor tjans, dog kunne jeg have været foruden mange problemer hvis en anden havde gjort det. Jeg ringede op på broen, spurgte efter kadetten og fortalte ham vi skulle have et møde klokken 10:15 hvor vi skulle stemme om stemme om datoen for afgangen. Han(kadetten) sagde så til den Indiske 2.styrmand, hvad jeg havde sagt, alts at vi skulle mødes og aftale hvornår vi skulle hjem. 2.styrmanden troede så at det var mig der indkaldte til møde og valgte så at være sur på mig da bro-kadetten så skulle gå i arbejdstiden. Efterfølgende var der et par telefonopkald frem og tilbage hvor han spurgte mere nærgående om det og så nægtede at kadetten kunne gå da det ikke var et "officielt" møde da han ikke havde hørt om det fra hverken kaptajn eller overstyrmand. Jeg fortalte ham selvfølgelig at det var vores træningsofficer som bad mig om at ringe, men jeg snakkede for døve øre. Senere samme dag kørte vi i elevator sammen hvor han så begyndte at hakke på mig igen, og jeg forsøgte selvfølgelig stille og roligt flere gange at fortælle ham at jeg blev bedt om at ringe og at det jo ikke var mig der stod for mødet. Men igen for døve øre og på et tidspunkt gad jeg det simpelthen ikke mere hvorefter jeg ¨forholdsvis pænt sagde: "Cut the crap Salah" og forklarede ham igen at jeg blev bedt om at ringe osv. Jeg gik op på broen om aftenen for lige at snakke det igennem med ham, og nu var problemet at jeg brød kommandovejen da jeg ringede op om formiddagen og bad om kadetten i stedet for at fortælle ham hvad det var… Det lykkedes mig ikke at komme igennem til ham, dog undskyldte hvad jeg sagde i elevatoren inden jeg gik. Han gik så til vores træningsofficer og brokkede sig over mig. Vores træningsofficer synes bare det var dumt og var ligeglad. Han gad ikke engang rive fat i mig som Salah ellers bad om, så det fortæller jo om hans holdning til sagen.

Efterfølgende dannede Salah og en unavngiven kadet så en sladrer klub hvor jeg var et meget omtalt emne, hvilket jeg selvfølgelig ikke synes var særligt sjovt. Det blev så ved lige indtil at jeg valgte at ignorere det fuldstændig og være fløjtende ligeglad. Det er faktisk en løgn… Jeg troede det hjalp, men Salah valgte så at tage en udtalelse som jeg sagde om en kadet for 4 måneder siden at sprede det til alle kadetterne. Os kadetter fandt hurtigt ud af at Salah kan man ikke sige noget til uden at det kommer videre, men i starten snakkede vi helt vildt godt sammen, og blåøjen som jeg er så troede jeg at det ville blive mellem os. Dengang sagde han til mig at der var en anden unavngiven kadet som han ikke kunne lide. Efter hvad kadetten havde sagt til mig, så vidste jeg så at han heller ikke kunne lide Salah, hvilket er klart nok, da Salah ikke lagde skjul på at han ikke kunne lide ham. Jeg sagde som svar på hans kommentar at den givne kadet heller ikke så godt kunne lide ham. På tekst så lyder det så hårdt, men det var bare stille og rolig snak frem og tilbage. Lidt som hvis 2 venner står og snakker. Der kan man jo godt stå stille og roligt og snakke om andre og hvad ens meninger er til samme. Mere skete der ikke den gang og jeg har personligt ikke tænkt på det i 4 måneder. Men efter den der elevator episode så synes Salah lige at han skulle vide hvorfor det var at kadetten ikke kunne lide ham, og det gjorde han jo så ganske bevist med mit navn på som afsender. Han gjorde det så heller ikke direkte til kadetten, men valgte at sige det til en af de andre kadetter, som så valgte midt under en lørdagsmiddag som ellers plejer at være så hyggelig at udbryde at Salah havde sagt at jeg gik og sagde til ham at en bestemt kadet ikke kunne lide ham, og på den måde blev jeg jo så ganske hurtigt dømt som "backstabber" blandt de 2 kadetter som det omhandlede. Fantastisk måde at få ødelagt en eller udmærket dag, når man bliver kald backstabber ved middagsbordet. Jeg forsøgte endnu engang at snakke til Salah, men ikke overraskende til døve øre.

Mere er der ikke sket i sagen. Efter en god og hyggelig snak med hovmesteren så kan jeg forstå at det åbenbart er ganske normalt at man ikke skal sige noget af speciel betydning til Indere, da vores hovmester flere gange har oplevet episoder hvor når Inderne synes de selv vinder noget ved at sige det videre, så tøver de ikke et sekund med det. – Jeg synes selv det lyder så racistisk, men jeg har jo så selv lige følt det på egen krop… Der er jo ingen tvivl om at hvis jeg i første omgang ikke havde sagt noget som helst om nogen til ham, at der så ikke havde været andre problemer end at han i dag ville være sur på mig over hvad der skete i elevatoren. Og bedre havde jo været hvis jeg så ikke havde sagt noget til ham der, men jeg tror alle har en grænse for hvor mange beskyldninger de gider høre på før de selv svare igen… Men som vores hovmester så sagde: "Så har du da lært dét!". Og han har jo så ganske ret. Jeg fik et slag over næsen med bloggen, og nu har jeg så fået endnu et slag fra Salah. Nu må det snart være nok… Så sjovt er det jo heller ikke at være herude, og det gør det ikke bedre at der er folk som sladre så meget at selv piger ville blive blege… Heldigvis er der jo ikke meget mere end 2 uger til vi skal hjem, så der er næsten ikke grund til at bekymre sig om det. Slet ikke når det så samtidig er et latterligt emne… Tror bare jeg fra nu af, vil afholde mig fra at sige noget til nogen om noget. :-D Tilbage til afstemningen. Vi var 4 kadetter som enormt gerne ville hjem den 28. november. Alle bortset fra en har kærester på og vi sagde jo alle det samme som forklaring på hvorfor vi ville hjem den dato, så dér kom så 4 stemmer. Der var også 2 blanke stemmer og kun en enkelt som ville blive til den 19 dec. Det er jo alt sammen ganske fint. Jeg kommer hjem der hvor jeg gerne vil, så jeg kan ikke brokke mig.

Men ellers så begynder vi da for alvor at kunne mærke vi er i den sidste del af vores ophold i øjeblikket. Folk har travlt med de sidste underskrifter i mantraen og jeg har selv travlt med at få styre det sidste. Heldigvis så er officererne flinke med timerne. De ved jo vi sagtens kan styre, og vi har jo styret gennem suez og ind og ud af havne så det giver altid noget ekstra på papiret. Rigtig dejligt når vi jo ellers skal have 20 timers styring ialt om dagen og natten, hvilket i praksis betyder rigtig mange timer foran roret.

Lige nu er vi på vej fra Kaohsiung i Taiwan til Busan i Korea. Desværre så har de i denne måned præsident valg i Korea så der bliver absolut ingen mulighed for at komme i land, for som Busan skriver, så er det for vores egen sikkerhed… Men dem om det… Der er alligevel ikke så meget ved Korea. Jeg har været i land alle de andre gange vi var der, så gør mig ikke det store. Heldigvis nåede jeg i land i Taiwan. Jeg tog alene af sted da der ikke var andre som havde lyst til at gå i land, og med risikoen for at lyde asocial så kan jeg fortælle at det faktisk er en af de bedre ture i land. Kunne gå rundt i mine egne tanker og se hvad der nu passede mig. Jeg var oppe i en skyskraber som er omkring 80 etager høj. Det er første gang for mit vedkommende at jeg var i en skyskraber og det var ganske sjovt at prøve. Det kostede 100 Taiwan penge at komme derop (ca. 18 dkr), og efter at have betalt blev jeg og et par andre turister guidet hen i en rigtig cool elevator, som var super sej bare af udseende. Det var en af de elevatorer hvor man ikke kan mærke at man hverken starter eller stopper, dog var der et stort display over døren hvor den viste hvor hurtigt den bevægede sig. Max hastighed var 600 meter i minuttet, så det siger sig selv at det ikke tog lang tid at komme op på udkigs etagen. Jeg tog ikke tid, men tror til gengæld ikke at omkring et minut var helt ved siden af. Jeg var jo som sagt alene af sted og det var rart for en gang skyld bare at kunne side og slappe af i en stor læder soda med usigt ud over Taiwan med en Irish coffee i hånden. Efter jeg kom ned igen, så skete der ikke det store. Jeg købte ikke noget videre, men gik bare rundt og slappede af. Til aftensmad da valgte jeg pizzahut. Ikke at det er særligt ophidsende mad og det er heller ikke på nogen måde lokalt. Dog så var der på et tidspunkt en kadet som fik maveforgiftning da han spiste lokalt, og det er jo ikke nogen hemmelighed at madhygiejnen ikke altid er så frygtelig god herude i østen, så derfor det kedelige valg, pizzahut. Generelt så holder jeg mig fra lokal med og samtidig med også alt som indeholder fugl. Jeg ved at der ikke er nogen grund til at blive paranoid mht. fugleinfluenza, men som jeg ser på det, så har jeg ikke lyst til at løbe nogen risiko. Efter omkring 5 timer i land, besluttede jeg mig for at tage hjem, og det var en super flink taxa chauffør jeg kørte med. Jeg sagde da jeg satte mig ind at jeg skulle til havnen, altså container terminalen, og han svarede hurtigt og glad, at det vidste han jo sagtens hvor var. Dog kørte han ikke meget mere end 20 meter før han begyndte at stille spørgsmål til hvor det var jeg skulle hen. Jeg viste ham den blå stjerne på min kasket og sagde "container ship" og igen svarede han at NU vidste han i hvert fald hvor jeg skulle hen (Det gjorde han ikke). Han kørte i et par minutter hvorefter han stoppede ved siden af en af sine kolleger og de begyndte at snakke. – NU vidste han hvor jeg skulle hen (lyder det bekendt?) og han valgte så at køre mig direkte ud til en havn nærved som kun beskæftiger sig med bulkcarriers, altså skibe som sejler med kul, korn osv. Jeg fortalte ham så pænt at det ikke lige var her at jeg skulle af. Jeg prøvede at give ham mit shorepas (En slags opholdstilladelse) og han forstod ikke hvor jeg skulle hen, men han prøvede at vise det til vagten ved bulkhavnen. Det gav heldigvis pote og jeg kom sikkert tilbage til skibet. Godt nok med lidt af en omvej, men det var da en kostbar lille reminder om at det altid er godt at få adressen på terminalen ingen man tager af sted… Jeg skal da også være den første til at indrømme at jeg så småt begyndte at blive en smule nervøs da alt som jeg synes at have set før, forsvandt og han kørte efter en havn som han ikke engang selv kendte… Heldigvis gik det da, og så har jeg da endnu en spændende historie at fortælle. :-D

Vi nærmer os jo hastigt enden på 5 måneders sejltur. Vi ankommer til Tanjung Pelepas den 28 november, men skal først flyve til midnat mellem den 29. og 30. november, men da vi får 7 timer på flyveturen hjem grundet tidszoner, så er jeg efter omkring 12 timers flyvning i Kastrup omkring klokken 10, direkte fra Frankfurt. Alle folk har sagt at den sidste måned man skal være på havet, ville føles lige så lang som de 4 første, men indtil nu går det over al forventning. Jeg har besluttet mig for ikke at gå og holde regnskab med dagene, men bare lade livet glide sin stille og rolige gang, og indtil nu har det virket udmærket. Dog kan det ikke undgås at det påvirker humøret blandt kadetterne at vi snart skal hjem. Jeg ville jo ellers have troet at det ville have været godt humør som ville præge det hele, men desværre så er folk begyndt at gå hinanden på nerverne. Der er ikke rigtig så mange måder man kan få afløb fra det, og selvom man snakker godt med mange af de andre, så virker det på ingen måde lige så godt som hvis man nu snakkede med en derhjemme. Jeg tror det er rigtig godt at folk skal hjem nu. Næsten hele skibets besætning er også lige blevet skiftet ud, så det er det rigtige tidspunkt.
Jeg tror jeg holder for denne gang. Synes selv jeg har fået skrevet en god slat denne her gang. :-D I må alle have det rigtig dejligt. Skriver forhåbentligt snart igen.
Mange hilsner direkte fra Clementine Mærsk.
Benjamin.

 

Jeg fik aldrig skrevet mere på bloggen på skibet.

Som man jo nok har fornemme havde jeg mine op og ned-ture ude ombord på Clementine Mærsk, og fra sidste indlæg gik der kun 14 dage inden vi afmønstrede.

Hele den sidste måned var alle cadetter generelt på nakken af hinanden. Alle ville bare hjem. Derfor vil jeg også gerne undskylde jeg, dengang jeg skrev teksten lukkede så meget sur galde ud. - Jeg har selvfølgelig muligheden for at cencurere det væk nu, men hvorfor gøre det? Det ville ikke gøre mig gladere, og sidder der en og ikke ved om han skal begynde på uddannelsen, vil han jo nok hellere læse noget ærligt, hvor man ikke lægger fingre imellem det man skriver.

Nu kunne man jo godt fristes til at tro at jeg så hader at sejle, og er træt af livet ombord. Og jeg ville egentlig godt forstå dem som kunne udlede dette af teksten. Dog er dette slet ikke tilfældet. Jeg er gladere for at sejle, end jeg har været nogensinde før. Det er bare vigtigt at huske at alle bliver "kuldrede" når de har været væk hjemmefra i 5 måneder. Jeg glæder mig til jeg skal ud igen. Næste gang bliver det bare uden 7 cadetter, hvilket gør man indgår meget mere i skibets normale rytme og man ikke render og træder hinanden i hælene.

Skulle du have nogle spørgsmål til noget af det jeg skriver her, så er du velkommen til at kontakte mig.

Hilsen Steen Benjamin Petersen