Svamp... ja hvorfor ik?

2005-09-04

Det kan godt være at jeg skrev i sidste besked at det er ved at blive hverdag herude, og det er også rigtigt nok, men en gang imellem så sker der godt nok noget lidt usædvanligt. Her sidste søndag havde vi kammerinspektion for første gang. Kaptajnen, Chef-stewarden(kokken) og vores overstyrmand var rundt på de forskellige kamre for at tjekke at der nu så ordentligt ud, og så at alt nu var som det skulle være. Dagen før, der var stewarden lige kommet med den lille bemærkning at vi nu skulle huske at rydde op til i morgen, så der ikke var nogle der fik problemer, så vi vidste præcist hvornår de kom, så vi var jo vældig parat. Der var godt gang i støvsuger og klud aftenen inden og alle kom da også igennem uden de store problemer. Næsten alle fik at vide de skulle vaske deres badeforhæng, og de skulle gøre lidt mere for at fjerne snavs fra kaklerne ude i badet, men det var sådan set også alt. Jeg var det sidste kammer, og lige inden de gik, da fortalte jeg dem om endepladen i fodenden af min seng var en smule fugtig i bunden. Det er noget der har været der siden jeg flyttede ind, og jeg har ikke lige haft tænkt på at sige det, da jeg formodede at det kom af når jeg spulede gulv i badeværelset, og der så måske var en revne i en fuge eller noget i den dur… De begyndte at fjerne madrassen og skufferne fra under sengen og så viste det sig at der var svamp på hele pladen under madrassen ind mod badeværelset. Under gulvet i badeværelset stod der klart vand, som kom, dryppede fra de rør som går til blandingsbatteriet ved bruseren. Så efter at have skilt sengen ad, så fik jeg tildelt et nyt kammer på etagen oven over. Det er en læk der har været der i meget lang tid, så heldigvis har det ikke noget med mig at gøre. Desværre så har jeg nu et kammer som er mindre, men til gengæld så har jeg en fin udsigt ud over skibet, og heldigvis er det sjældent at de stabler containere så højt op at de vil blokerer for min udsigt. Lidt ekstra arbejde med at flytte og skille sengen fra hinanden så de kunne se hvordan det så ud inden bag ved, men heldigvis så fik jeg da løn for det.
Jeg er ved at finde mig godt tilrette her på mit nye kammer, og for lige at markerer at jeg var flyttet, så var jeg jo nød til at holde en lille gang housewarming. Jeg fik hængt indbydelser op på de andre kadetters døre og jeg fik plyndret sloppen for slik, og så var vi ellers klar. Jeg regnede jo ellers med en god mængde sprut og en masse kvinder, men på trods af at sprut ikke er tilladt og der ikke er piger på skibet så endte det nu ganske hyggeligt alligevel. Vi fik snakket en masse og der kom en masse røverhistorier fra vores træningsofficer så det var ikke helt spildt. Der blev godt nok grinet lidt af at jeg holdt housewarming, men man har jo kun det sjov man selv laver, så det er bare om at benytte hvert et tidspunkt til at være lidt sjov.
Som jeg lovede i sidste indlæg så vil jeg fortælle lidt om vores nye 1. styrmand som jeg følger i denne uge og så lige en uge mere før jeg skal i maskinen. Der er ikke meget at sige. Han er en af de få officerer som faktisk kan finde ud af at være i godt humør. Det er hans ansvar som 1. styrmand at holde alle vores søkort opdaterede med rettelser (det er så mig der laver det) og så også planlægge ruten for skibet. Nu er det jo mere eller mindre samme rute som vi sejler hele tiden så der er jo ikke så meget i det. Dog har vi lige fået at vide at vi skal være det første skib i en ny havn i Kina, nær Shanghai. Vi skal ikke have nogen lasteoperation men til gengæld så skal vi se pæne ud og får også flot besøg på skibet. Tror ikke rigtigt der er nogen der endnu ved hvem, og hvad der kommer til at forgå i havnen, men det er da ganske sjovt at være med på det første officielle skib i en ny havn. Tænk bare på hvad det koster for Mærsk. Skibet er i sig selv dyrt bare i løn, men når man så lægger afskrivning og fuel oven i, og så tabt tid, da vi sejler en omvej for at komme til havnen, men ærligtalt så tror jeg ikke det betyder noget som helst. Det giver dog PR for rederiet og så tror jeg også de anser det som lidt af en ære at være den første.
I den her uge har jeg også fulgt elektrikeren 2 dage. Alle kadetterne skal prøve at følge ham så vi ved hvad det er han laver med reeferne(kølecontainerne) på skibet, hvilket selvfølgelig inkluderer det daglige tjek og så eventuelle reparationer. Vores elektriker "Nick" er en ganske hyggelig fyr. Han er uddannet elektroingeniør på Filippinerne, så da kadetterne først hørte det, så var vi ret sikre på at han var voldsomt overuddannet til et job på et skib hvor han skal reparerer reefere, som groft sagt bare er en stor fryser/køleskab. Efter at have fulgt ham i 2 dage så fandt jeg så ud af at han ikke var så overuddannet som jeg havde troet. Han nærmest panikker hver gang der kommer et problem og siger tit ting i stil af: "this is not good". Vi fik lavet et par containere og det var da også ganske sjovt at prøve at se hvordan en reefer er bygget op, men det var nu ikke det helt store faglige indhold der var i rundturen sammen med ham. Jeg har fået lært en masse om køleteknik, men det var desværre ved selv at bruge et par timer på at læse i en manual. Dog skal man huske på at alt ikke altid kan være af den største faglige betydning og det er jo værd at huske. Det var sjovt nok at følge ham, men jeg er nu glad for at det ikke er et fuldtidsarbejde som jeg selv skulle have. Jeg lærte at selvom han har hvad der i Danmark ville være en god titel, så er der forskel på uddannelserne i de 2 lande. Han levede i hvert fald ikke op til hvad en elektroingeniør i Danmark skulle kunne. Det er mit helt klare indtryk. Noget af det kunne måske skyldes at han ikke kan lide at reparer reefere og at han ikke kan lide at sejle, hvilket så igen er noget med en forskel på de 2 lande… Hvor man i Danmark ville søge et nyt job, eller tage en omskoling, så sagde han, at han ikke har noget valg. Han har kone og et nyfødt barn og han ville gå seriøst ned i betaling hvis han stoppede. Nok ikke en særlig sjov situation at være i, og efter at have snakket lidt med ham, så sætter jeg en smule mere pris på at komme fra Danmark og kunne vælge som man selv vil.
Der kan jo ikke undgås at være lidt snak frem og tilbage mellem de forskellige crew om hvad man tjener per måned. Alle kadetterne synes jo helt klart de får for lidt, men efter at have snakket med nogle af vores filippinske skibsassistenter som får det samme i hyre som os, men så skal være ude i 6 måneder og arbejder dobbelt så meget per dag, så begynder man endnu en gang at få følelsen af, at det er godt at være fra Danmark. I det hele taget så er det en underlig følelse at arbejde med udenlandsk arbejdskraft. De ved godt at vi er under uddannelse til at blive officerer, så de viser næsten fuld respekt for os, som om at vi rent faktisk havde striber på skuldrende. Dog tror jeg at kadetterne er væsentligt bedre til at sige "hej" og "hav en god dag" end mange af officererne er, hvilket jeg tror er godt, da det højner moralen. Vores overstyrmand han er faktisk også ganske god til at vise han er et "menneske" og ikke bare en sur officer. Han er ofte ude og male, og hjælper også med at spule dæk, og i det hele taget, så viser han sig mere på dækket end f.eks. vores forrige overstyrmand.
Dagen efter Nu er der gået ca. 24 timer siden jeg skrev sidst. I går endte jeg med at sidde og se film til langt ud på natten. Det var jo søndag så jeg sov længe, og kunne derfor ikke sove om aftenen, så hvorfor ikke se film med nogle af de andre kadetter. Jeg var jo ellers stærkt overbevist om at jeg sidste gang jeg var på tankinspektion var færdige med det på den her tur… Det var jeg så ikke… I dag har vi været ude i nogle vandballasttanke som mindede meget om de heeling tanke vi efterså for snart halvanden måned siden. Tankene var ikke så store, dog 4-5 etager i højden som mange af vores tanke langs siden er. Det der adskilte disse fra alle de forrige vi har været i var så at der lå et 5 cm mudder og ler lag over alt. Når man kommer ud, efter at havet været i sådan 2 tanke, med små mandehuller som man skal igennem og nedgange til etagen neden under gennem små huller i gulvet, hvor man er nød til at sætte sig ned for at komme gennem, så er man godt nok så enormt indsmurt i mudder at det kan være svært at stave til… Til gengæld så har man det godt når man kommer ud igen, og det bad man efterfølgende tager, kan ikke beskrives. :-) Dog kan jeg risikerer at komme på endnu et tjek inden jeg forlader broen om 2 uger, man da jeg er den kadet som har suverænt flest tankinspektioner, så slipper jeg heldigvis nok. Ikke at det er slemt at være på tank inspektion, men man er bare så træt bagefter, da man i tanken passer enormt meget på ikke at komme til skade og derved holder konstant fast i noget og tænker meget over hvor man træder. Hvis man nu var så uheldig at dejse om i bunden af en tank og eventuelt slå hovedet, så ville det tage lang tid før at der kom en til undsætning, og det ville være seriøst svært at få folk ud af tanken, da de ikke ligefrem er bygget til rednings operationer. Sagt på en anden måde: Lad være med at komme til skade!!!

Vi er ellers ved at opleve dårligt vejr, hvilket jo er ganske sjovt. Der har i de sidste dage på skift regnet og blæst en del, så Skibet ruller også en del, og hvor jeg på sidste rundtur fik en lille smule søsyge, så generer det mig ikke det fjerneste nu. Jeg er lige nu på mit kammer omkring 35 meter over havoverfladen og vi ruller 10 grader ud til hver side. Vores genoprettende effekt er alt for høj, så vi bevæger os enormt hurtigt fra side til side. Man vænner sig hurtigt til at konstant ændre vægtfordeling når man står op, selvom at man stadig bliver forbavset når skibet lige laver et 15 graders dyk til den ene side. De konstante 10-15 hurtige grader gør så at alt som har kan rulle, ruller, eller at f.eks. at Gillette flasker vælter. Så når alt kommer til alt, så er solskin og blikstille vejr stadig at fortrække. For så enormt sjovt er det heller ikke at være ved at falde ud af sin seng når man forsøger at sove, eller at det er umuligt at kunne sidde stille på en kontorstol…
Håber alt går vel hjemme i Danmark. Glæder mig til at modtage en masse mails fra folk som læser min blog. :-D Eller man kan jo altid håbe.

Rigtig mange hilsner fra det Indiske ocean. Benjamin.

 

Der forsvandt den bonus.

ADVARSEL Dette indlæg indeholder en masse dårligt humør!
Kaptajn, maskinchef og steward får alle en bonus hvis skibets budget holder, og hvis vi ankommer til havnene til tiden. Jeg kender ikke beløbet på denne bonus, men jeg ved at den også bliver kaldet "Sikkerhedsregelfjernebonussen". Hvordan kan en kaptajn og en maskinchef så være sikre på at få denne bonus? – Ja… Det kan faktisk kun lade sig gøre hvis man ser stort på regler, og presser ting til det yderste… Flere af vores officerer fra maskinen har brokket sig over at de har arbejdet sent i maskinen mange dage i træk, bare for at dem med 4 striber kunne få deres bonus, hvilket ingen af alle os andre får gavn af. Derfor kunne alle ikke lade være med at smile lidt da vi fik af vide at der var blevet smidt en forring på kajen i Kao-hsiung. En forring er et kæmpe stykke metal som stemplet kører inden i. Man kan vel egentlig bare kalde det for en cylinder… Man har i øjeblikket lidt problemer med de forringer som er på de her skibe da belægningen er dårlig i dem, så der bliver skiftet rigtig mange af dem. Vi fik af vide hjemmefra at vi skulle være heldige hvis vi skulle få et forrings træk på vores tur, men indtil nu da har vi haft 4. Hver forring koster knap 300 000 kroner, så det er en dyr sag at skifte. Skibet skulle have en ekstra i reserve, men desværre så skete der lidt hurlumhej på kajen med en gaffeltruck, så det endte med at den blev smidt og blev temmelig skadet… Normalt ikke noget man griner af, da det meget vel kunne have slået en ihjel hvis man var uheldig. Grunden til at jeg så skriver at vi grinede lidt af det, skyldes mange ting… Dog først og fremmest den nye skibsledelse. – For at starte fra en ende, så er vores kaptajn ikke verdens mest sympatiske menneske. Han er fra en forstad til hovedstaden hvor man ikke snakker så pænt til hinanden, og det har han taget med til skibet. Nu er jeg jo selv af den holdning at selv hvis man kaldte folk nogle "numser" der hvor jeg kommer fra, så skulle man måske ikke rende rundt og kalde alle "numser" på det skib man kommer til… Men det er selvfølgelig bare mig… Han er enormt glad for at svine alle mennesker til, dog specielt dem som har en anden farve hud. Hvilket vores Indiske 2. styrmand lider meget under. Hvis man er på vagt med en af de andre hvide officerer og kaptajnen kommer op på broen, så er der ikke noget, men er man på vagt med 2. styrmanden, så bliver der råbt og skreget fra det sekund han kommer til det sekund han går. Hvis det så bare blev holdt til broen så kunne det måske gå, men kaptajnen gør nar af ham inderen, kalder ham racistiske ting hele tiden. I sømandsloven står der at kaptajnen ikke må tilbageholde privat post. Dog var han ikke langsom til at gøre det ved en af kadetterne, da kadetten havde glemt at opdaterer din hviletid, hvilket selvfølgelig skabte røre på skibet… Dog er den mest uforsvarlige ting han endnu har gjort, at omgå nogle af de sikkerheds procedure som er lavet specielt de steder hvor der er tabt menneskeliv. På skibet har vi 2 store livbåde(redningsbåde) sat op på det som hedder en davidkran. Der er lidt billeder af det i galleriet under "Clementine Mærsk del 3". Disse både har taget flere liv end de har redet igennem de senere år, og derfor har rederiet lavet nogle helt klare procedurer, hvor det bliver stærkt pointeret at der ikke må være mennesker i bådene under udsætning, eller når de bliver hevet op igen. Det er så vidt jeg har forstået en rimelig ny procedure, så da vi skulle have båden i vandet her den anden dag, var det første gang uden folk i båden, men hvor båden skulle sejle en tur. Men hvordan kommer man så lige ned og prøvesejler båden hvis man ikke må sidde i den? Først prøvede vi vores gangvej, så man eventuelt ville kunne gå direkte ombord i båden, men desværre så kunne gangvejen ikke komme lang nok ned, så derfor prøvede vi med vores Embacationladder (rebstige) som er beregnet til det. Det er en super tung stige, og den er meget svær at få op igen, men da vi havde den næsten helt nede, da kunne vi godt se at det ikke ville fungere, da både hænger næsten 2 meter fra skibet pga. kranen, og det er en smule for langt at skulle hoppe. Derfor blev der sagt til kaptajnen at vi ikke kunne komme ned og sejle i den. Motoren var skam prøvet, så der ville ikke være nogen tvivl om at den kunne. Men han sagde så at så måtte vi jo bare gøre det på den gamle måde. Da vores uddannelses officer hørte det, da nægtede han promte. Han har gjort det mange gange før, men det bliver det ikke mindre farligt af. Han fortalte så at hvis det endelig var sådan at han blev tvunget, så ville han ikke havne nogle kadetter med, da det simpelthen er for farligt. Men det er da dejligt at vores kaptajn kan lave sine helt egne procedurer. Det er nu engang ikke for sjov at de er blevet lavet. Der er vitterligt en del folk som er blevet slået ihjel med de kraner. Nu sidder den opmærksomme læser så nok og tænker på om det ikke er farligt når man skal forlade skibet i en nødsituation, og der er svaret næsten nej. Næsten alle uheld er sket når båden har skulles hejses op igen. Men hvis man skal ned med båden, så må man jo også på en eller anden måde skulle op igen…

Undskyld at der kommer så meget dårligt humør i et enkelt blogindlæg, dog er faktum at det er noget som der bliver brugt meget tid på, her på skibet at snakke om. De første par uger, da fandt folk sig bare i det, og mange af dem med streger ville heller ikke snakke om det. Men nu er det ved at blive så latterligt… (som tidligere nævnt… Farce) at det er noget som er på alles læber. Det sjove ved det, og det der er hele ironien ved den måde kaptajnen køre skibet på, er jo at folk lytter mindre og mindre til hvad han siger. Folk finder andre måder at gøre tingene på, og så sidst men bestemt ikke mindst så er der rigtigt mange som køre på kanten af reglerne bare for at irriterer kaptajnen så meget som mulig. Det sidste ved jeg godt lyder lidt barnligt, dog er faktum at når sådan et røvhuld bliver ved med selv at opfører sig som en der går i børnehaven, jamen så må han jo få lidt af samme skuffe… Det bedste ved det hele er jo næsten at vores 1. styrmand sagde til mig her den anden dag at vores kaptajn nok skulle have været overstyrmand 5 år endnu inden han blev forfremmet.

I det hele taget så synes jeg det er en lidt underlig stemning der er på skibet. Der bliver kørt temmelig meget på vores indiske officerer af dem med 4 striber, og der bliver ligeledes kørt temmelig meget på det dual koncept, hvilket indbefatter både vores træningsofficer men også os kadetter. Dem som sidder på "toppen" har det åbenbart ret hårdt, siden at de kan brokke sig så meget… ? Men jeg må da indrømme at jeg ikke kan andet end at smile af det… Det duale koncept er jo trods alt ved at være en realitet, men det vil de åbenbart ikke erkende. Og en helt anden ting er at man bare må accepterer at der til søs er folk som man ikke lige umiddelbart ville kunne sammen med, men det er der jo ikke noget der hedder når der er 1000 km til land. :-)

Jeg var ellers foruroligende tæt på at komme til skade her i går da vi afgik fra Busan, Korea. Gudskelov så skete der da heldigvis ikke noget, og i værste fald så havde det endt ud med en brækket arm eller en hjernerystelse… - Som sagt så skulle vi til at sejle fra Busan, og trosserne ude på bakken (forenden af skibet) kom da alle også fint op, uden nogle problemer. Vi har jo nogle rigtigt store spil til at tage trosserne, men vi var så uheldige at motorværnet slog ud på spillet til den sidste trosse, hvilket betød at vi var nød til at hive den op med manpower. Vi havde fået den halvt lidt over halvt op da spillet kunne køre igen, og da der altid skal stå en og guide trossen ind på trumlen så den ligger rigtigt, så løb jeg hurtigt ind og begyndte med det. Desværre så begyndte trossen lige pludselig at glide tilbage gennem klysset, hvilket derved skabte et svips på trossen oppe på dækket. Der blev råbt at jeg skulle gå væk, men jeg var så travlt optaget at jeg ikke rigtig lagde mærke til det. Jeg havde jo godt fast i trossen, men det svips den gav, havnede i favnen på mig, så jeg blev skubbet baglæns og faldt. Nu skal folk som ikke har prøvet at have fat i en trosse før, ikke tro at det så er trossen der bøjer af som et andet stykke reb. Sådan en trosse er et omkring 7-8 cm tykt stykke nylonreb, hvor det selvfølgelig siger sig selv at det er tungt. Men jeg blev i hvert lagt halvanden meter baglæns uden problemer. Jeg søger på ingen måde medynk eller noget i den stil, men det er svært at beskrive uden at det lyder som om jeg piver, men faktum var at jeg fik en godt slag i maven og over min arm. Heldigvis så lykkedes det mig at lægge mig sådan at jeg ikke knaldede hovedet ind i ankerspillet. – Hele den her oplevelse er en lille reminder om at det er en farlig arbejdsplads. Der skete heldigvis ikke noget seriøst, og jeg fik da en lille lærestreg om at lytte bedre efter. Det har godt nok givet noget bedre respekt for de trosser vi arbejder med. Det er ikke legetøj. Normalt når der sker et uheld som er hvad vi kalder et "near miss" så plejer man at rapporterer det, så man er sikker på det ikke sker igen, men efter lidt snak frem og tilbage med officeren som havde vagten blev vi enige om at det var lige meget. Problemet hvis vi lavede en <k>near miss</k> på det så skal man også skrive en del hvor man kommer med forslag på hvordan man ville kunne undgå at det sker igen, og desværre så ville det jo blive noget i stil med at kadetter så ikke måtte hjælpe til med trosser, og det er der jo heller ingen der har interesse i. Det ville jo i praksis betyde at vi så bare skulle stå og kigge og det lære man jo ikke at håndterer trosser ved. For at der ikke er noget der kan blive misforstået så vil jeg lige gøre klart at man normalt ville lave en near miss, men vi blev begge enige om at det ikke var nødvendigt.

Det var alt hvad der var at fortælle herude fra lige nu. Livet er jo stille og roligt… På mandag der skifter vi til maskinen igen, hvilket jeg glæder mig enormt til. Glæder mig til at komme ned og få noget arbejde fra hånden og så lære lidt mere om de systemer som man benytter fra broen, som man aldrig ser.

Selvom at jeg ved at hele det her indlæg har lydt som en gang negativ varm luft som bare skulle ud, så har jeg det faktisk udmærket. Det hjælper helt enormt på humøret at jeg ved at vi er over halvvejs med udmønstringen og det fra nu af kun går ned af bakke.
Men under alle omstændigheder så kan jeg kun ønske jer alle en fantastisk weekend her fra Dalian i Kina. Lige nu sidder jeg og venter på at blive kaldt på vagt, så jeg kan komme ud og hjælpe med at fortøjre. Tror ikke det varer længe, da vi lige har fået los ombord.

Rigtig mange hilsner fra Benjamin.

 

Ny havn...

2005-09-22

Så er der igen sket lidt herude på det blå hav… Her i dag er vi lige afgået fra en ny havn som hedder Yangshan.(Udtales Yansjang) Havnen ligger nær Shanghai og allerede nu planlægger de vist at det skal være en ret så stor havn. Vi var det første officielle skib som besøgte havnen, så det var et værre postyr med presse og fine mennesker. Der var næsten ingen information kommet til os, hvad der egentlig skulle forgå i havnen, så vi vidste ikke helt hvordan vi skulle forholde os, eller hvad der skulle ske. En af vores officerer troede faktisk bare der ville stå et lille telt på havnen, hvor der ville være lidt mennesker, men det viste sig at der stod nok de første 150 mennesker på kajen. Dog var der mest presse, men det var godt nok sjovt at se dem piske rundt for at få nogle gode billeder. Alle på skibet havde fået besked på at have de fineste kedeldragter uden pletter vi har, og ligeledes så var kaptajnen og overstyrmanden i stiveste puds. Sjovt at se dem i ikke helt vante eller for den sags skyld normale klæder. Alle folk har jo en eller anden ide om hvordan kaptajner ser ud, med en fin sort jakke med gul knapper og en fin "politi" hat. Sådan en uniform har de rent faktisk og det var ret sjovt at se dem i den. – Men som de sagde så er det et krav at skulle have sådan en når man bliver seniorofficer. Desværre så koster den 6000 kroner. Det er penge man selv skal betale, dog så får man 110 om måneden i uniformsbidrag, så uniformen er jo allerede betalt af efter 4 et halvt år. :-)

Det var virkelig underligt at kigge ud over den nye havn. Den havde nok omkring 15 helt nye røde kraner, men ikke en eneste container på havnen. Et kæmpe areal som så bare var fladt… Underligt at se… Det er i grunden en sjov måde at de bygger havne på herude… Århus havn blev bygget med først 2 kraner, hvorefter at man valgte at udvide med en kran af gangen. Her har det bygget hele haven på engang. Arbejdet på den i flere år og købt 15 kraner. Det vilde er så at tænke på at en enkelt kran koster 130.000.000 Dkr. Temmelig mange penge… Men det er da et bevis på at de satser på havnen. Og de arbejdede endda stadig ved siden af havnen. Kunne godt se ud som om at de allerede nu er ved at udvide. Et godt bevis på at der er penge i at fragte containere.

Vi er jo lige passeret halvvejs så endelig er jeg tilbage i maskinen igen… Os tidligere bro-kadetter var godt nok også så småt begyndt at længes tilbage i maskinen igen. Hvad jeg ellers hjemmefra havde troet var usandsynligt var at jeg ligefrem ville tilbage til maskinen igen. Jeg havde det sådan at maskinen var nogle der bare skulle overstås så man kunne være på broen, men nu da har jeg det lige omvendt… Da jeg i mandags havde haft den første dag i maskinen da følte jeg mig på en eller anden måde helt glad og lettet. Ikke at det har været slemt at være på broen, men tror virkelig det er noget man skal vænne sig til… Efter man har haft 8 timer på broen, en hel dag, så følte jeg ikke rigtig jeg havde lært så meget. Meget af tiden går med at kigge ud af vinduet, som det nu er meningen man skal. Det tog nok omkring en måned før jeg kunne instrumenterne på kadetbehov, og den sidste måned har godt nok været lang. I maskinen der er det lige omvendt… Allerede mandag middag, følte jeg at jeg havde lært mere end i de sidste 14 dage på broen, og nøj det var en dejlig følelse. Det er virkelig en fornøjelse at skulle rode med noget, og for mig betyder det nu intet at blive snavset bare fordi jeg skal tage lidt fat. Jeg ved min far nok ville sige det omvendte fra da jeg hjalp ham med et projekt sidste sommer, men heldigvis så har det ændret sig, og nu synes jeg det er en fornøjelse.

Sandheden er jo at vi kun har været i maskinen nu i 4 dage, og vi har jo egentlig ikke rigtig lavet nogle "store" projekter endnu… Glæder mig personligt til at jeg skal ned i krumtapshuset (For dem som er i tvivl, så er det der at al olien er) og jeg glæder mig også til at skulle hjælpe med at lave tjek på en hjælpemaskine. Her i går aftes da skiftede vi brændstofdyser/ventiler på 3 cylindre på hovedmotoren. Hver cylinder har 3 dyser, og det siger sig selv at de ikke er helt små, når motoren har omkring 85000 Hestekræfter ved 100 rpm. (Rounds per minute) De skal da nok veje 20 kilo stykket… Ganske underholdende at være med til, og også dejligt at kunne prøve at være med til at lave noget praktisk på hovedmotoren.

I dag har vi jo som sagt været i havn og da vi kadetter i maskinen skal skiftes til at være med på manøvre, så var det i dag mig der skulle være dernede. Når man er på manøvre så følger man normalt mesteren som suser rundt, så man kan lære lidt om hvad man gør når man skal i havn, men da det i dag var lidt specielt, og vi kun skulle ligge i havnen omkring en time, så var jeg på mange andre opgaver. Jeg har f.eks. lært hvordan man bruger lænse systemet, som vi bruger når der er lidt vand i bunden af skibet. Det lyder dramatisk, men der kommer ret meget kondens på skibssiden, og det sammen med at der er ret mange ting som godt kan finde på at dryppe gør at der faktisk kommer halv meget vand i bunden af skibet. Jeg har også lært hvordan man bruger en separator (som skiller vand og skidt fra olie/fuel) og da seperatorer er nogle som altid kører, så er det også en god ting at kunne. Jeg har også lært at benytte kedlen, så vi kan lave noget damp, så det har da ikke været en hel lad dag. Jeg har haft 11 timer, så det er jo ganske fint. Har hygget mig temmelig meget med det… Tiden er i hvert fald ikke gået langsomt. Hvis jeg havde været på broen så ville det bare have været en lang dag… Det gode ved brovagter er når man er i havn og skal gå og føle laste/losse operationen. Synes det tog lidt tid at lurer nogle af de fagter og ord som havnearbejderne benytter, og selv når man forsøger på sit bedste engelske at spørge hvad de mener, så fatter de ikke hvad man siger, så det er gensidigt at man skal kunne lidt fagter og lyde. F.eks. så når der er reefere (kølecontainere) som skal unplugges på Bay 66, så samler de sine knyttede hænder og flytter dem fra hinanden, hvorefter han peger på 66 på sin plan. Fuldstændig som hvis man skulle skille 2 stik fra hinanden, men når man ikke har den fjerneste ide om hvad det er de forsøger at sige, så synes jeg det kan være svært at forstå. Desværre så er det først her den sidste tid hvor det virkelig har kørt kanon ude på dækket. Der har jeg vidst hvad de mente, og jeg har selv kunne kommunikerer med dem, så de vidste hvad jeg mente, selvom de ikke har kunnet et hak engelsk, desuden har jeg vidst hvad jeg skulle og holde øje med, så derfor er det jo ærgerligt at skulle i maskinen nu, men jeg tror lige nu at det er den eneste ting jeg måske kommer til at savne lige foreløbig. Tror heller ikke jeg ville lære så meget mere derude som det er nu.
Lige nu er vi hastigt på vej tilbage mod Tangjun Pelepas (4 dages sejlads) hvor vi skal ligge i 20 timer, og så er det ellers tilbage til Europa igen. Det er så dejligt i det indiske ocean og det røde hav, hvor vi næsten hver dag fylder poolen. Desværre kan det hele jo ikke være godt på samme tid, og jeg kan afslører for dem der skulle være i tvivl at når havvandet er 35 grader varmt, så er temperaturen i maskinen en anelse over -censur- VARMT!!!. Man bliver gennemblødt af sved på ingen tid og ens arbejdsindsats er da også dalene under hele det røde hav. :-) Det vigtigste overhovedet er at dog at drikke en frygtelig masse, da man jo som sagt sveder ustyrligt meget. Sidste gang vi sejlede gennem det indiske ocean var der en kadet der dejsede om. Han havde drukket lidt for mange faxekondi og da sodavand ikke er den bedste måde at holde sig kørende i maskinen, så plantede han pludselig snotten i gulvet. Der skete da heldigvis ikke noget, anden end at han blev smidt op i den aircondition-kølede aptering, og så var alt jo fint igen, men det var da en lille reminder om at drikke en masse. Man går jo ofte for sig selv og i værste fald så ville folk jo først opdage at man var væk når det var spisetid, og så ville det ikke være det fedeste at ligge med et skadet hoved nede bag et eller andet varmt, som der jo er masser af i maskinen. Jeg har ellers prøvet noget rigtig sjovt… Griner næsten stadig… Eller noget… -røv-… I maskinen går vi jo med høreværn da der er rigtig meget støj, problemet er bare at når man så render rundt og sveder, så bliver man våd under høreværnet og sveden kan ikke slippe væk. Dette resulterede så i at heldige jeg fik svamp bag øret… fedt ik? Først under sengen, og nu bag øret... Ganske ubehageligt… Men jeg kan så forstå på overstyrmanden (skibets læge) at det sker fra tid til anden. Han havde da i hvert fald flere tuber creme mod det, så sådan en fik jeg, og allerede nu er det næsten væk. Dog en ganske ubehagelig ting. Behøver jeg at nævne at det ikke er noget jeg kan anbefale? Jeg tror faktisk at det var alt hvad der var at fortælle for i dag. Der er jo kun omkring en måned til vi er i Bremerhaven, så vi kan få besøg igen. Det glæder jeg mig godt nok til… For fremtidige søfolk (jeg ved der er et par stykker som læser det her) kan jeg fortælle at i godt kan glæde jer til Kina. Vi har igen haft besøg af sælgere på skibet, og det er en fornøjelse at bruge penge, når det hele er så billigt. De sælger dejlige vinterjakker i en ganske fin kvalitet(Ægte? – Nej!) til omkring 20-30 dollars(120-180 kr.) per styk, og dem fik jeg godt nok købt nogle stykker af… Så har man da til julegaver. Jeg fik også købt lækre vinterstøvler. Tror de er originale da de både sål og læder er i rigtig god kvalitet. I Danmark ville de være dyre. Her kostede de 40 dollars (240 kr.) Det er virkelig svært at lade være med at bruge penge når alt er så billigt, så jeg vil da indrømme at pengepungen sad lidt løst. Men det finder familien jo nok ud af når de besøger mig og skal slæbe det hele med hjem fra tyskland :-D

Det var alt for denne gang. Hav det rigtig godt og hils omkring jer… Husk at i til hver en tid er velkommen til at skrive til mig med spørgsmål som i går og tænker på. Vil med glæde svarer, da jeg så kan bruge tiden på noget fornuftigt.
Mange hilsner. Benjamin.