Ingen engelsk…
2005-07-13
Jeg må indrømme at jeg gang på gang bliver imponeret over hvor lidt engelsk de egentlig kan herude i østen. Da vi var i Busan her tidligere i dag, da var det et fåtal der kunne engelsk.
De taxichauffører vi kørte med de kunne overhovedet ikke, men det havde jeg nu heller ikke regnet med. Men så lære man da at snakke med fagter og meget simple ord. –Computer shop- rysten på hovedet. -Computer- rysten på hovedet. Electronic, city, shop, og han fatter stadig ikke hvad vi vil… Men vi var da så heldige at han ringede til en eller andet på sin telefon og så gav os telefonen. Efter at have sagt computer shop så fik han telefonen igen og kørte i 20 min. Og hvor blev vi sat af??? Ved siden af en butik som kun sælger køleskabe, opvaskemaskiner og andet køkken halløj. Dog havde de et lille sortiment af mp3afspillere og mobiltelefoner. Herefter spurgte vi os frem på gaden og en ung Koreaner sagte vi skulle tage en taxa til MEGA MALL?, hvilket vi så gjorde… Her havde de heller ikke nogle løse computerstumper… Grunden til vi i det hele taget skulle ind i en elektronik butik var at vi skulle have et trådløst netkort til 2. styrmanden, da han her den anden dag blev lidt jaloux på os da vi var på nettet da vi lå i havn. Det kunne vi desværre ikke opdrive, men da vi alligevel var inde i et såkaldt storcenter så kunne vi jo alligevel shoppe lidt. Jeg havde personligt 30.000 tryllepenge med (aner ikke hvad de heder) 1000 tryllepenge er ca. 6 danske kroner, så jeg havde hvad der svare til 180 DKR med. Og for dem købte jeg et subwhoofer sæt til 16.800 penge, (ca. 100 dkr.) og det er noget rigtigt skrammel, men til gengæld så har den en noget bedre lyd en de højtalere der er i min bærbare computer. Desuden så købte jeg en lille skrammel lommelygte til 7.000 penge. (42 dkr.) og for de sidste penge gik på taxa og Mac. D. Grunden til jeg hele tiden skriver at det er noget skrammel, er at det virkelig er noget skrammel. Hvis man køber et subwhoofersæt i DK så plejer man som regel at kunne justere på bassen og selve subwhooferen er da også som regel lavet af træ. Det her er 100 procent plastic. Det er virkelig rystende grimt at se på, det kan ikke justeres overhovedet bortset fra lydstyrken, men det spiller egentlig okay. I hvert fald hvis man tager med i betragtning at det har kostet 100 kr. :-) Men ellers så kan jeg sige til alle dem som overvejer at tage på ferie i Busan at det skal i lade være med. De snakker ikke Engelsk. Det er en kamp bare at få spurgt om et trådløst netværkskort, som man efterhånden kan købe alle steder i Danmark. Med det var rart at komme i land. Bare at få bare en lille smule afveksling fra skibet er dejligt. Dermed ikke sagt at det er kedelig at være på skibet og heller ikke noget negativt, men det er sjovt at se en helt anden kultur og også selvom det kun er for ganske få timer.Et godt tip til fremtidige sømænd: Få adressen udleveret ved havnens udgang. Hvordan skal man ellers lige forklare en taxichauffør at man skal ned til det store lyseblå skib nede i havnen??? – Den gruppe jeg som jeg har gået med at ikke haft nogle uheld, så her er der intet problem. Men der er andre kadetter (nævner ingen navne) som ikke har været helt så heldige. De bad om havnen, og efter at have kørt i 3 kvarter i den forkerte retning (det tog ca. 1 kvarter at køre ind til byen) spurgte de deres chauffør, og han sagde så Train, right. Et helt andet tip er ikke at lave den samme fejl 2 gange i træk. Det er dumt! – Selv samme kadetter (nævner stadig ikke navne) glemte at aflevere deres shorepas da de kom tilbage. Oven i købet i begge de havne hvor vi har været i land. Et shorepas er et bevis på man er ansat på skibet og kun er i landet på et kort visit for at shoppe eller noget i den dur. Kaptajnen skal ALTID have disse tilbage efter turen på land, da han så kan tjekke at man er tilbage. Så de var ikke populære ved officererne.For en kort fortsættelse til hvordan besætningen er ombord, så kan jeg fortælle at vi er blevet taget godt imod på skibet. Dog er det lidt anderledes end vi havde forstillet os. Vi havde regnet med opstarts uge hvor man alle blev godt sat ind i de forskellige dele af skibet. Vi har hørt på nogle af de andre skibe har de været på restaurant på land betalt af maskinchefen og kaptajnen. Andre skibet har vi hørt gøre meget ud af deres intro og sender kadetterne på løb og gør meget ud af det. På dette skib blev vi del over i 2 grupper den første dag, og så blev vi så delt ud på maskine og bro. Ingen intro. Eller i hvert fald kun en kort rundvisning på ca. en time hvor vi lærte at: Her bor vi – Her er vand & Her bor de andre. Jeg må indrømme jeg er lidt skuffet. Ikke at jeg er er jaloux over restaurant besøg eller løb, men havde bare forventet at de gjorde bare lidt ud af det. En helt anden ting er den plan vi arbejder efter. Vi er ved at uddanne os som duale (Dvs. at vi får kompetencen til både at være på broen og i maskinen) Vi har 1½ uges intro uge hvert sted, hvor vi lige ser hvad det er, hvorefter de sidste 18 uger er delt op i kun 2 dele. 1 del maskine og 1 del bro. 9 uger i streg hvert sted. Hverken jeg eller nogle af de andre kadetter synes det er særlig dualt og blev spist af med denne besked fra en af de overordnede: I forventer jo at være den ene halvdel af dagen på broen og den anden i maskinen og sådan virker det ikke. Den ene kan ikke splitte en pumpe fra hinanden om formiddagen og så en anden samler den om eftermiddagen. – Og han har jo så ganske ret. Sådan virker det ikke. Men hvad jeg har hørt så har de alle andre steder delt det lidt mere op. 2 eller 4 uger hvert sted… Håber ikke jeg lyder negativ, men det er bare en helt anden opdeling end vi havde regnet med. Alle ting vi har fået fortalt hjemme fra peger i en helt anden retning. Men det må vi jo bare acceptere. Det bliver i hvert fald ikke lavet om. (Kald det et lille surt opstød om du vil, men en gang imellem skal man også ud med det man går og tænker på.)Meeen jeg var i gang med personalet… :-) Næsten alle er kanon flinke, og når folk giver god respons så er det jo en fornøjelse at være på vagt og arbejde for føden. Andre er for at sige det rent ud nogle sure lokummer og det skal de da have lov til, bare ærgerligt når det så går ud over alle andre. Det lyder så negativt alt sammen… men det er det faktisk ikke. Man skal kunne arbejde sammen i lang tid af gangen med de samme mennesker, så man må bare ryste på hovedet af de problemer der kommer, og så komme videre i livet. Det sidste der hjælper her ude på vandet er at gå at være sur, så fordi at en eller anden maskinchef går og er gnaven, skal ikke tage humøret fra mig. Jeg oplevede ellers en ny ting her til morgen. Da jeg skulle i bad var det kolde vand under 30 grader varmt, så for første gang har jeg skulle bruge varmt vand i bruseren. Havvandet der ellers har ligget på omkring de 30 grader siden vi forlod Tanjung Pelepas er i skrivende stund nede på 22 grader. Dette gør det helt behageligt at være i maskinen. Jeg var i maskinen en helt halv time med stige kravling her i formiddags før jeg begynde at svede specielt meget. Men det er jo bare et godt tegn på at vi bevæger os nordpå. Det er helt rart at kunne begynde at føle sig småkold når man har stået en halv time ude, altså bare som en afveksling, da der ellers er møgvarmt over alt. Men nu til positionen:
Hilsen Benjamin.
Mange havne – Lidt tid…
2005-07-16
Siden jeg skrev sidst(ca. 3 dage siden) er der sket helt vildt meget. Vi har haft 2 havne anløb (Dalian og Xingang) og så har vi samtidig haft godt gang i vedligehold af hovedmotoren. Men for at starte men den første ting først så vil jeg skrive lidt om havneanløbet til havnen Dalian i forgårs som noget af det første. Da vi i maskinen vidste vi skulle have målt nogle tolerencer mellem cylinderringe og stempel og samtidig med se til stempel 3 som er lidt i uorden på grund af en slidt foring så skulle vi åbne en hel masse lemme ind til maskinen. Vores hovedmotor er groft sagt delt op i en bundramme hvor krumtappen ligger. I en motor som den der ligger i et skib af denne størrelse, vejer krumtappen i hvert fald 200 tons, men et lidt mere realistisk bud er nok 250 – 300 tons. Dvs. det er et ordentligt stykke metal som skal have nogle gode lejer at ligge i. Nu til det tekniske: Oven på bundrammen har vi A-rammen hvor krumtappen har fat i krydshovedet. I en almindelig motor (se eventuelt mere info om en almindelig motor på www.howstuffworks.com) har krumtappen direkte fat i en plejlstang som har fat i stemplet. I en så stor motor som den er her, (prøv at søge i google på world most powerfull diesel engine for at få lidt billeder) har krumtappen fast i en stang som går op til selve krydshovedet som er fikseret så det kun kan køre lige op og ned, og så har man oven på krydshovedet selve stempelstangen som går op til stemplet. Lidt over der hvor krydshovedet er i top position, har man et trykleje som har fat rundt om stempelstangen så man har forseglet rummet mellem krydshovedet og så selve stemplet. Det er i dette rum (skylle luft kammeret) at foringerne hænger ned fra toppen af kammeret og i disse forringer har man lufthuller i bunden som suger luft ind når stemplet er helt nede. Grunden til det er sådan i denne type motor, er på grund af at det er en 2-takts motor. Det vil være en længere forklaring for dem som ikke ved hvad det betyder, men det er grundlæggende en helt anden type motor end dem man har i en ganske almindelig bil. Det er i det kammer hvor foringerne hænger ned at man kan tjekke cylinderne og deres tilstand på en nem måde, gennem de små huller som er i foringen. Nu siger jeg så små huller, men det er i virkeligheden et hul på ca. 6 x 15 centimeter. Og til sidst skylder jeg at sige at det er oven på skylleluft kammeret at man har topstykket. Ét topstykke til hver cylinder. Ca. hver anden måned tjekker man tilstanden på forringer, stempler og lejer i hovedmotoren, da man ved Mærsk har det der heder programmeret vedligehold hvor man tilser og reparere alle ting inden de går i stykker. Det er en dyr måde at drive maskinen på, men nok også den klart mest rentable, da det vil være overordentligt dyrt at skifte motoren. Det er altid kadetterne som åbner lugerne ind til motoren, og i forgårs aften skulle vi tjekke cylinder 1 til 7 så det betød 7 åbne skylleluft luger, plus 4 åbne døre i bundrammen da vores 1.mester skulle ind og tjekke sumpen og så en sidste åben luge på den anden side af motoren hvor de store tandhjul i motoren skulle efterses. At pille disse luger af er det mindste problem, da man kan bruge luftværktøj, men det er når de skal på igen at det bliver hårdt. Der er ikke under 20 bolte i hver luge, så du kan jo selv gange op og så regne ud hvor mange bolte som skulle spændes i hånden. Vi var da heldigvis 3 om det så det hjalp da alligevel lidt. :-) Efter et hårdt tiltrængt bad (var helt overdrevent svedig) så skulle vi jo lige hurtig en tur i land. Vores 2.styrmand havde arrangeret kørsel ind til en lille sømandsklub hvor vi skulle slappe lidt af. Dog havde vi kun lidt over 1,5 time til vi skulle være tilbage på skibet, så vi havde halvtravlt. Vi kom hurtigt af sted, og mens vi så kørte spurte en kinesisk kvinde som var med i bilen om vi skulle have nogle girr når vi kom til kluppen. Vil indrømme at der gik lidt tid inden at det gik op for mig at hun spurte om vi ville købe sex, for så ville hun stille piger parat. Nu er ingen af os kadetter lige typen som giver sig i kast med at købe sex, så vi takkede pænt nej, men alligevel stod der et par piger parat da vi kom til klubben, som faktisk så overraskende billige ud, men som allerede nævnt en gang så kunne jeg ikke drømme om at købe sex. I sømand klubben havde de også dvd’er ganske billigt og jeg fik da også købt 23 styk inden jeg synes jeg havde fået nok. Fine dvd’er i papæsker. De ligner til forveksling rigtige dvd’er da de har farvetryk på skiven og en fin æske, det der bare adskiller sig lidt ved dem, er at de koster 1$ stykket. De havde mange af de nye film som ikke engang er kommet til Danmark endnu,(Batman beginds, Hitchhickers guide to the galaxy + mange flere) så det jo fint nok.
I klubben da forsøgte pigerne rigtig at charmere sig ind på os, men da det kun var en af polakkerne fra skibet som fik nogle lidt ekstraordinære ydelser til 30$ (sex) så endte vi med at skulle betale dyrt for hvad vi nu fik at drikke. Jeg skulle betale intet mindre end 4 dollars for min cola. Hvis det nu havde været en stor en, så havde jeg nok bare tænkt at: nå ja… danske priser. Men det var én sølle dåsecola. Vi skulle være tilbage på skibet klokken 01:30 og vi har fået fortalt siden Kogtved at man ALDRIG kommer for sent tilbage. Hvis vi bliver agterudsejlet så kan vi anse os selv som opsagt fra rederiet, og det er sådan set også fair nok. Hvis man ikke kan overholde noget så simpelt som en tidsplan, hvordan skal man så kunne passe sit arbejde til punkt og prikke. – Det tog ca. et kvarter at komme til klubben og da klokken nærmede sig 20 minutter over et da var vi stadig ikke kørt. De 3 kadetter der var med (mig inklusiv) begynde at trippe lidt. Vi ville ikke for sent tilbage, og ham polakken der var med han sad stadig og nussede pigen. Han drak ca. en halv flaske whisky så det var ikke fordi han var specielt ædru, men han blev bare ved og ved med at trække tiden ud, og det endte med vi kom 40 minutter for sent tilbage. Jeg tror ikke jeg har haft det mere skidt i mit liv med at komme for sent end der, men som vores 2.mester derfor sagde: kaptajnen ved der er polakker med og de drikker og hore altid som svin, så ingen problemer… Jeg var nu stadig ikke rolig, men heldigvis så ingen af dem med striber at vi kom for sent tilbage. Dog skulle vi først sejle klokken 8 så der var ikke mulighed for at blive agterudsejlet. Før jeg rigtig faldt i søvn da var klokken 4 og jeg skulle op igen klokken 7 så hele dagen var jeg godt træt. Vi havde fri klokken 15, og mødte så igen i går aftes klokken 19 for at pille de resterende luger af til cylinder inspektion. Oven i dem var der så 2 luger på hver side af motoren, for at man kunne komme ind i en kanal på bagsiden af motoren for at efterse at alt var som det skulle være. Jeg tror vi kende det næsten alle sammen. Næsten alle har et eller andet problem som de ikke er stole af. Nogle kan ikke lide edderkobber og andre har problemer med små rum. Jeg lider af ingen af de overnævnte, men da vi skulle ind i motoren prøvede jeg for første gang i mit liv at føle ubehag ved et lille rum, så jeg var nød til at gå ud. Vores trænings officer ville tage os med en tur gennem en lille sort oliefedtet kanal gennem motoren. Det eneste lys var lyset gennem de små låger i hver sin ende af maskinen og så vores lommelygter. Jeg var den sidste der kravlede ind, og på en eller anden måde fik jeg det bare ubehageligt og var nød til at gå ud. Jeg synes på det tidspunkt at det var noget af et nederlag og synes også selv jeg var lidt af en –undskyld udtrykket- vatpik. Da de andre kom ud i den anden ende stod jeg og hang med næbet. Vores træningsofficer spurte om jeg før havde haft problemer med klaustrofobi og der måtte jeg jo svare nej. Han sagte så at jeg jo før eller siden ville skulle kravle ind i den som en del af arbejdet, men at det jo var en ærlig sag hvis jeg ikke kunne. Det tænkte jeg lidt over og så gik jeg op for enden af maskinen og kiggede ind der hvor de var kommet ud. Og jeg må ærligt indrømme at jeg blev lidt overrasket og hvordan jeg havde det med denne ende. I den ende hvor vi først gik ind var der ingen åbne luger på siden af maskinen og der var 3 mennesker foran mig, så der var kun en ganske lille smule lys, så var der mørkt og fedtet. – I den anden ende var lugerne på siden åbne, så der kom en smule lys ind af den vej og så kunne jeg se ned i den anden ende da der nu ikke stod nogen foran mig og det var det som gjorde forskellen. Jeg tog mig en tur igennem uden problemer, og ved jeg aldrig vil få problemer med denne tur igen. Men en underlig følelse lige pludselig at få det sådan. Det har jeg godt nok aldrig prøvet før, og håber ikke jeg kommer til det igen, dog herefter føler jeg det selv som en lille sejr jeg har klaret. For at beskrive gangen kan jeg nævne at den går lige bag foringerne, og der så er en åbning ud for hver forring hvor der kan komme luft igennem. Gangen er der normalt et tryk på 1,3 bar ved almindelig kørsel af motoren. Det er også den gang hvor luften fra vores 3 turboladere kommer igennem, så gangen er ualmindelig godt fedtet til i rester af cylindersmørings olie, rester af fueloil fra motoren og så resterende ting fra vores fuel som ikke bliver brændt af(sand etc.) Godt nok er gangen omkring 1,5-2 meter høj 25 meter lang og 70 cm bred, men da der ca. hver halvanden meter er et stålskot med kun et lille hul igennem så er det ikke nemt at komme igennem. I gangen er der møg varmt da der er direkte adgang til foringerne fra de små huller i siden af gangen, så da jeg kom ud var jeg total gennemblødt af både sved og de der olierester med sand i. Før jeg kunne komme i bad skulle vi 3 kadetter i maskinen lige skrue luger på igen og igen kun med håndværktøj i frygt for at knække bolte så klokken var omkring halv elleve da jeg var tilbage på mit kammer. Et godt bad på en halv time med masser af sæbe og en neglebørste til at skurre arme og andre oliefedtede kropsdele med og så var jeg sengeklar. Desværre så var havnearbejderne på det tidspunkt ikke færdige med at losse containere på skibet og da mit vindue i denne havn lå med front mod kajen og kranerne bruger en sirene hver gang de bevæger sig (det gør de tit) og så også lige at kranerne har kæmpe store orange projektører og så igen lige at de kaster rundt med containerne og at en container siger ret højt hver gang de rammer noget, gjorde så det tog en times tid før jeg kunne sove, så selv i dag er jeg tæske træt. Turen i maskinen i går aftes var hård og tog de resterende kræfter efter en lang dags arbejde, så selv i dag har jeg været smadret. Heldigvis har vi fri i morgen og det hjælper da lidt på det. Regner bestemt med at sove længe i morgen, for første gang siden vi ankom til skibet. Og hvis der er slemme stave og, eller grammatiske fejl i det her brev, så er det udelukkende fordi jeg er smadret. :-) I dag har vi ligget i samme havn som i går (Xingang). Det var meningen vi skulle have sejlet klokken 8 i morges, men da det har været tåget hele dagen, det er smalt farvand og så samtidig at farvandet ikke har noget hightech navigations udstyr til at helt præcist at bestemme positionen af skibet og advare hvis vi kommer for tæt på grund, så har vi ikke kunne komme ud før nu i dette øjeblik. Lokal tid er 21:30. Så det har da heldigvis været en stille og fredelig dag uden de helt store problemer. Positionen for de næste 2 havne kommer først i engang i morgen da jeg kort sagt ikke gider rende hele vejen 3 etager op på broen for at få positionen. Håber det er okay, men er kort sagt for træt i aften.
Hilsen Benjamin.
Så kan jeg endelig komme videre med bloggen.
2005-07-28
Der er sket temmelig meget siden jeg har skrevet i bloggen sidst. Først så blev bloggen blevet taget af maersk-skibsofficer.dk da det hele gik en smule for hurtigt. I et firma som Mærsk har man en temmelig omfattende regelsamling og alle gør hvad de kan for at følge de punkter der er i den. Blandt de punkter er at al information om alt, til alt andet end lige privat skal gå gennem kaptajnen. Da vi gik op til kaptajnen for at fortælle at vi havde bloggen da ville han lige drøfte sagen med Mikkel (Ansvarlig for kadet adm.) Skibets svar/krav til sagen er at bloggen skal være en 100 % drevet Mærsk blog, hvor næsten alle andre kadetter (der i blandt 2. gangs kadetter) skulle kunne skrive ind med gode råd og tips. Hvad der videre nævnes er et regelsæt for hvad der må stå. Grundlæggende så må vi ikke skrive om personlige handlinger, oplevelser og overvejelser, men vi må gerne skrive om ture i land og om at ting er billige. Dog må vi ikke skrive om hvad vi har købt. Endelig så skal indlæg sendes fra skibets e-mail adresse. Bloggen offentliggør den emailadresse som indlægget bliver sendt fra, så skibets e-mailadresse vil blive offentligt tilgængelig. Dette vil kaptajnen ikke have, da denne adresse ikke kommer folk ved og man ikke vil betale for spam over satellit. Jeg skrev herefter et indlæg til Mikkel hvor jeg drøftede det tekniske, det modstridende og så frem for alt en undskyldning, men denne kom der ikke noget svar på. Dog kom der så pludselig svar på skibets krav. Mikkel ønsker at fortsætte samarbejdet, dog blev alt det jeg har skrevet til ham fejet på gulve. Men alt i alt ender det med bloggen bliver en umulig ting, da alle har forskellige meninger til hvordan den skal fungere og hvor den skal hostes på nettet. Det sjove ved det hele er at hvor det i starten var et problem pga. indholdet, så er det nu mere et kaos i regler og forskellige meninger som gør den ikke kommer på Mærsks side igen.
Dog vil jeg stadig gerne skrive til bloggen og dette har resulteret i at jeg nu har gjort bloggen tilgængelig på min hjemmeside, dog så skal man have brugernavn og password for at få adgang til den. Sagt på en anden måde, så er den nu kun forbeholdt min familie, venner og så lige alle andre der også har interesse i hvad der bliver skrevet. Brugernavnet er blog og kodeordet er 1234. Jeg har efter denne dialog blev sat i gang haft mere og mere lyst til at gøre bloggen til en privat ting, som intet har med maersk-skibsofficer.dk at gøre, og nu har jeg så truffet den endelige beslutning.
Jeg vil nu hvor jeg er i gang, fortælle lidt om hvad formålet oprindeligt var med bloggen. I starten da ideen opstod, var det meningen den kun skulle have været på min hjemmeside. Men da rederiet så viste interesse for den så slog jeg selvfølgelig til. Der hvor jeg for alvor så lavede en fejl var i det sprog/indhold der blev offentliggjort i bloggen. De indlæg jeg fik skrevet var formuleret på en måde så det lød som 2 fyre som snakker sammen. Min oprindelige ide var at jeg ville kunne skrive lidt om alt, uden at lægge alt for mange fingre imellem, da jeg personligt ikke synes det er særlig sjovt at skulle skrive rosenrødt. Der er næsten altid en negativ side af hver positiv ting, og jeg vil da indrømme at mange af de negative er på skibet. Nogle af de ting der trækker det hele gevaldigt op er alle de små ting i land. Dvd’er til 1-2$. Goratex jakker til 20-30$. Billig elektronik, og sømands klubber hvor det vrimler rundt med prostituerede. Jeg er jo næsten nød til igen at skrive at jeg på ingen måde er til sidstnævnte, til gengæld så benytter jeg mig da flittigt af alle de andre punkter, da disse bestemt trækker opholdet gevaldigt op og gør det sjovt at være herude. Desværre må jeg ikke skrive om nogle af disse ting så længe den ligger på Mærsks side og det synes jeg personligt er lidt kedeligt. Dog dybt forståeligt da Mærsk ikke bare kan stå og se til, når det blev offentliggjort på deres side. Men i hvert fald –alfa omega- så er den kun på min egen side nu. :-) Og jeg er egentlig godt tilfreds med det. Så nu kan jeg skrive om hvad jeg vil. På forhånd undskyld hvis du synes jeg går over stregen på nogle punkter, men jeg har, som sagt tidligere ikke lyst til at ændre på sandheden om hvordan det er at være herude. Jeg har desværre ikke tid til at skrive mere til bloggen i denne omgang, da jeg skal på vagt på broen om 20 min. Dog kan jeg lige nå at tilføje at der 32 grader uden for. Frygteligt… Noget anderledes end Danmark i øjeblikket.