Ombord på Clementine Mærsk.

2005-07-07

Det der for bare få dage siden virkede som noget helt uvirkeligt er nu sket. Vi er påmønstret på Clementine Mærsk i Tanjung Pelepas(TjP). Men tilbage til starten. :-) Jeg havde glædet mig rigtig meget til at flyve, da jeg kun havde prøvet det en gang før, tilbage da jeg var 7. – Og det blev hurtigt kedeligt. Turen fra Billund til Amsterdam var flot, vi fløj med eget firma (Mærsk Air) derned, så det var jo ganske fornemt. Så havde vi knap en time i Amsterdam, og jeg kan med det samme fortælle at det er noget af en stor lufthavn. Vi landede med en Boeing 737, for herefter at taxie rund i omkring 15 minutter i lufthavnen. På det kvarter krydsede vi 2 motorveje og 2 hovedveje, som gik under den runway vi kørte på. Heftigt… Lidt større forhold end i Billund… Men efter ca. en time i Amsterdam steg vi på vores fly til Singapore. Turen derned var beregnet til at skulle tage 11 timer og 36 minutter, og alt forløb som det skulle så vi hold tidsplanen rimelig godt. Hvor jeg troede det ville blive spændende at flyve, da tog jeg godt nok fejl. Usædvanligt kedeligt… Godt nok viste de film, men da alle lagde sig til at sove, da lå (læs sad) jeg og var ganske vågen. Jeg fik desværre kun sovet omkring 1½ time. Da vi ankom til Singapore var det aldeles som alle siger. Som at gå ind i en varm mur af luft som var 35 grader, og en luftfugtighed som var mere end jeg erindre den nogensinde har været i Danmark. Desværre var der lidt problemer i lufthavnen med nogle af vores papirer. Singapore og TjP er meget dårlige venner, så da de i lufthavnen læste at vi skulle på i TjP stod oplysningerne lige pludselig forkert. Vist nok noget med at det stod forkert anført, selvom der stod det som de skulle vide. Men de snakkede lidt med vores agent i Singapore som de i øvrigt ikke kunne få fat i med det nummer som stod på papiret før vi kom igennem. Men det gjorde vi var der næsten en time længere end nødvendigt.
2 times køretur senere (sammen med en eller anden singapore fyr som kørte værre end selv taxaerne i Danmark) kom vi til TjP efter utallige pastjek og stempler. Vi har udfyldt 3 sedler hver med navn, pasnummer, land, grund til ophold og så videre, men det gik da alt sammen. Vi kom da til skibet.

Jeg synes godt nok det som imponerer først er skibets størrelse. Godt nok så har vi været på et skib af denne størrelse før, men det er bare stadig enormt stort. Jeg tror jeg uden problemer ville kunne gemme mig så ingen fra skibets besætning ville kunne finde mig den første uge.
En hurtig indlogering, en hurtig gennemgang af sikkerheds toner og regler og så var vi ombord. Da vi var temmelig noget forsinket allerede på det tidspunkt var mange af tingene skubbet til i dag, da de stod og skulle af sted fra havnen. Næsten alle af os de nye skulle selvfølgelig op på broen for at kigge, og igen en fascination af skibets størrelse. Vi skulle vende 180 grader, så derfor havde man hyret 2 slæbebåde som flyttede pænt og elegant rundt med skibet. Herefter i seng… Vi var ellers blevet spået af overstyrmanden til ikke at kunne sove, men jeg havde nu ingen problemer. Men var nu også ganske træt. Dog skal man lige abstrahere fra at alt på ens kammer vibrerer.

Her i dag har jeg været i maskinen. Det skal jeg være i en intro periode på 2 uger. Herefter skal jeg 9 uger på broen og så igen 9 uger i maskinen. Jeg synes det er lidt stift delt op, men da planen er lavet, så er der ikke så meget at gøre ved det. Jeg skal med det samme sige at wow det er vildt. Den vildeste jeg nok har gjort i dag er at stå med en fod hver på 2 af hovedmotorens 12 topstykker. Man kan virkelig mærke i hele kroppen hvordan maskines 96 cm brede stempel fare 2,5 meter op og ned 90 gange i minuttet. Det skal prøves. Det er så vildt at man tror det er løgn. :-) Ellers har dagen budt på at lære skibet at kende. Har fundet ud af at et høreværn er et must nede i kælderen og at man skal passe på næsten alt i maskinrummet. Det er tungt og varmt alt sammen. Så handsker er meget af tiden noget man bliver nød til at have på. Sammen med kedeldragten er det en varm cocktail i et 50-60 grader varmt maskinrum. Har i dag svedt mere end nogen sinde før. Har drukket omkring 3 liter væske mens jeg var i maskinen og alligevel har jeg kun tisset én gang, og det var en lille tår. (Så ved i det.) Af andre ting så kan jeg fortælle at det dejligste sted på skibet er ude på bakken. Bakken er den allerforreste del af skibet, der hvor der står ankerspil og trosser. Når man står på den yderste del er der helt stille, så man kun kan høre havet. Skal prøves. Imponerende dejligt kun at kunne se hav. På en eller anden måde dejlig fredsommeligt.

Jeg skriver igen om et par dage… Har meget nyt at lære at kende lige nu… Så har i hvert fald at noget at skrive.
Hilsen Benjamin.

Kan man virkelig svede så meget???

2005-07-08

Svaret er JA. Det kan man godt. Jeg troede jo først i går at jeg personligt havde nået grænsen for hvor meget jeg egentlig kunne svede. Jeg tog fejl. Da det er fredag i dag og man har ugetjek om fredagen og at det desuden skal være kadetterne der skal ende med at lave dette tjek, så var der nok at se til. Et ugetjek består af alle mulige ting. Det er bl.a. at tjekke flyde alarmer som er overalt på skibet. (En flydealarm giver alarm hvis vand niveauet overstiger et bestemt niveau.(hul på skroget eller noget i den dur.) Kunne også være en åben dør i uvejr) Man skal tage olieprøver fra forskellige ting, desuden så skal man også tjekke og motorerne virker på redningsbåde og mob båd (mob = Mand Over Bord). Og så er der lige en milliard million ting mere. 2 erfarne maskinfolk kan gøre det på ca. 4 timer. Vi var 5 mennesker (3 kadetter, 1 2. maskinmester der snart skal af og en ny 2. maskinmester som er på overlevering.) Da vi havde arbejdet 9 timer (8 arbejdstimer + 1 overtime) da manglede vi stadig lidt af tjekket. Det må vi så gøre i morgen... Jeg er meget imponeret over hvordan man kan have så mange stiger på sådan et skib. Som et eksempel kan jeg nævne at der ned til den forreste truster (den der gør skibet kan vende på en tallerken lige som en færge) sidder helt i bundet af skibet. - Dette betyder at man fra dækket skal 30 meter ned af stiger i forskellige meget små skillerum for at komme helt ned. Og når jeg så fortæller at vand temperaturen er 30 grader, så er jeg ikke i tvivl om du ved det er varmt nede i skroget. :-) Det var så turen til den forreste truster. Så er der de 2 stabilisatorer (en form for vinger man kan slå ud så skibet ligger bedre og mere stille i vandet hvis det er uvejr). Der skal man også ned, hvilket svare til en tur på 30 meter igen op og ned i hver side at skibet. Det er alene 90 meter stige gange 2. Så er der alt det løse i maskinrummet, i skorstenen, uden for og så videre... Og da vi er nye på skibet så støder man hele tiden sit knæ på irriterende kanter, og hovedet på lave metal udhæng (dem er der mange af), så jeg har ret ondt over det hele. Skibet er jo 342 meter langt, så at komme fra den ene til den anden ende er jo en tur i sig selv. Den har jeg også gået rigtig mange gange i dag. Men desværre kun udenfor ganske få gange. Der er ingeniørgange lige under dækket i hele skibets længe og det er hurtigst at gå denne vej ud til flydealarmer og diverse andre ting man ned i ingeniørgange for overhovedet at komme til, f.eks. stabilisatorerne. Så det bliver da til en ordentlig slat kilometer man går på en dag. :-) Efter aftensmad var vi så i træningsrummet i halvanden time, så lige nu er jeg temmelig sengeklar. Længe siden jeg har knoklet og svedt sådan. Og når jeg så siger svedt, så er det ikke lyv. Tæske gennemblødt kedeldragt, så man drikker hver gang man har mulighed for det. Jeg har enormt meget lyst til at fortælle lidt om hvorfor jeg synes at det perfekte liv er på et skib. Har gået og tænkt på det hele dagen, så synes lige i skal have et lille indblik i hvordan vi har det. Vi kender det alle. De store regninger på el og vand og så det at man skal ud og handle. Dette sker ikke her:-) Der er frit forbrug på alle ting, og dét er i virkeligheden den mindste ting... - Altid varmt vand. - En kok som laver mad til en 24/7. Lækker morgenmad hverdag som den man får lørdag morgen, varm middagsmad altid med masser af salat og tilbehør og så sidst men ikke mindst en kold aftensmad som normalt består rugbrød med et ordentligt læs pålæg, og så også altid en varm ret til aften som tilbehør, hvis man har mere lyst til det. Frisk frugt hele tiden i messen (der hvor vi spiser) Af andre mad agtige ting så kan jeg fortælle at sodavand er gratis. Alt det man kan drikke, og i alle kendte varianter. Ikke bare de billige produkter, men den ægte vare direkte fra Coca Cola, og da der så også er køleskabe på hvert værelse så har man altid iskolde sodavand - Kiosken har altid åbent. Man går hen og skriver på en liste hvad man tager, og så bliver det bare trukket fra ens løn måneden efter. - Der er en minibiograf med omkring 250 filmtitler (bliver brugt flittigt, da der er mange nye film imellem) - man får hurtigt ansvar så arbejdet er ikke kedeligt, og det er helt vildt alsidigt, da der er overdrevet mange forskellige ting om bord som skal ordnes. - Vi kan sende gratis post hjem til, så vi smider det bare i en kuvert, og så kommer det helt automatisk hjem til Danmark. - Man får set hele verden, og man ikke skal tænke på at veksle da man bare skriver på en seddel hvor meget lokal valuta han skal have, og så bliver det trukket fra lønnen, og så udbetalt i havnen. - Men hvad er så det bedste? Vandet på skibet er jo havvand som er destilleret til ferskvand. Det gør vandet er dejlig blødt, og da vandet ikke indeholder noget kalk, så er der næsten ingen rengøring på badeværelset. Der er en lille smule, men det kan tages med en klud. - Og sidste ting som er helt kanon er at der er aircondition på værelserne. :-) HURRA... det er dejligt når det er 32 grader uden for. Men, men, men... så spørger du jo nok om der så ikke er noget negativt ved det hele, og til det må jeg jo hellere være hudløst ærlig og fortælle lidt om det.

Vandet i den kolde hane er kølet med havvand. Her i det kinesiske hav er vandet på den her årstid omkring 30 grader, men når det har været gemmen maskinen så er det nemt 35-40 grader. Det gør det halv vammelt at børste tænder, og har man været i maskinen hele dagen og godt kunne bruge et bad på 14 grader, så bliver man slemt skuffet. Man kunne godt gå ud og fylde poolen, men hvad hjælper det når vandet er så varmt. Og tro mig, en 35 grader pool er ikke rar når man har brug for en kold dukkert. Så er der selvfølgelig også det faktum at min kæreste er i Danmark. Det er temmelig langt væk, men man må jo bare holde ud. Det med den gratis sodavand er dejlig, men jeg skal ikke have alt det sukker, og til stod glæde for både min mor og min kæreste må jeg indrømme at jeg kun drikker colalight og Ramlöse Citrus. Alt det sukker er ikke engang dejligt når det er så varmt, heldigvis er der da kølede vandfontæner flere steder på skibet hvor man kan få rigtig koldt vand, så disse bliver også benyttet hyppigt. Det ultra bløde vand gør det til noget af en kamp at vaske den sæbe med sand i vi bruger i maskinen til beskidte fingre til noget af et mareridt at få af. Disse ting er egentlig det eneste negative jeg kan komme i tanke om. Der er en lille smule støj på mit værelse, men det er ikke mere end på en oslofærge, og så bliver det opvejet af en dejlig udsigt ud over havet. (Er en af de heldige som har udsigt ud over siden af skibet, hvor næsten alle de andre kadetter har udsigt ind i et bjerg af containere.) Jeg vil smutte i seng. Jeg er jo som sagt ret træt. Den sidste del af jetlagget ligger stadig og lurer...

Nat og sov godt. (klokken er for resten Danmark + 6 timer, så hvor klokken her er 22:49, så har folk først lige fået fri fra arbejde i DK.

Hilsen Benjamin.

Næste stop Busan.

2005-07-12

Nu er det et par dage siden jeg har skrevet sidst, så det kan godt være at det bliver en halvlang besked … - Jeg har lovet jeg vil skrive lidt om sidste gang vi var i land, så det vil jeg starte med. :-) Vi ankom til Taiwan sidst på natten, så da jeg stod op klokken 9 var der fuld gang i container flytteriet ude på dækket. Heldigvis har jeg et af de værelser som vender ud mod vandet og så er det samtidig rimelig højt oppe, så jeg er da gudskelov ikke generet af støj fra kraner og containere som skramler ind mod skibet. Og som en lille intern ting, så kan jeg fortælle at sådan nogle containere får godt nok nogle tæsk. Kranføreren skal helst lave omkring 30 løft i timen og det betyder de har temmelig travlt. 1 løft svarer til den tur hvor han har givet slip på en container på kajen og så skal have kranen ind over skibet, og måske helt ned i et lastrum, og så tilbage til kajen og give slip fra den. I nogle havne stiller de bare containeren på jorden og så har havnen nogle ret specielle container løftere som kan tage fat i den og flytte den, men der er også de havne hvor kranføreren skal ramme ladet på en lastbil. 2 minutter kan lyde af meget, men husk på kranen tit løfter containeren omkring 30 meter op i luften og så også skal ind midt på skibet som på dette skib er 43 meter bredt og så tilbage igen. Det går hurtigt… Så når du lige har købt en fladskærm eller et eller andet stykke elektronik ude fra østen, så er det ikke for sjov at det er pakket godt ind i flamingo eller godt med pap. Det sker også i ny og næ de taber en container, så vi har fået klare instruktioner på aldrig at stå under dem når de hænger i kranen. Tror ikke der er nogen tvivl om at man dør hvis der bliver tabt en container på en.

Meeen, da jeg så endelig var stået op i Kau-hsiung så spiste vi og tog af sted fra havnen omkring klokken 12:30. Inden vi forlod skibet blev vi dog bedt om at tage et shorepas med os. Uden dette kan man ikke komme ind i havnen igen, og siden det også er et fremmed land, så skal man også have sit pas med. Som et godt tip fra overstyrmanden så tog vi skibets satellittelefonnummer med og i havneudgangen fik vi udleveret havnens adresse skrevet på modersmålet, hvilket viste sig at være en rigtig god ide, men mere om det senere.
Turen ind til byen var i taxi og i samme sekund vi havde sat os ind i taxaen sagde manden som kørte den at det ville koste 10 dollars, så det godtog vi bare. Vi var blevet rådet til at tage ind til en butik som heder Jennys og det sted kendte taxaen, så det var jo fint nok. Turen tog omkring 20 minutter, så prisen er jo ikke meget fra danske priser. Da vi endelig skulle hjem igen fandt vi så ud af at hvis han bare havde ladet os køre på taxameteret så ville det have kostet omkring 2,5 dollar, så der lærte vi da noget. En helt anden ting vi også lærte, er at Kau-hsiung er en kedelig by. Det var ikke specielt billigt at købe noget som helst, så jeg købte personligt ikke noget. Vinter(kadet) købte en livrem og Salah(2.styrmand) et par sko. Som aftensmad købte vi 3 pizzaer på PizzaHut. Dejligt med nogle internationale kæder. :-) Man føler rigtig man får set verden… - Kan til vores måske lidt kedelige forsvar fortælle at en af de andre kadetter som vi ikke gik rundt med, spiste noget lidt for velhængt oksekød, så han fik diare dagen efter(i går) så det var en lille reminder om at man skal passe på hvad man spiser. Vi har også fået det fortalt på en af udmønstringsmøderne at man skal passe meget på, da vi danskere ikke er resistente for bakterier på samme måde som de lokale. – Men pizzaen var da god. Hehe…

Da vi ikke rigtig købte noget, så var der heller ikke så meget at tage sig til i byen, så vi tog hjem igen ret hurtigt efter maden. Når man som fuldblods dansker første gang sådan rigtig besøger et land uden for Europa så er det godt nok lidt spøjst… Det var tydeligt at der er stor forskel på rig og fattig i landet. Da vi var inde i en ganske lille skobutik stod der 3 ansatte bare og kiggede… en der var aktiv med at finde sko frem, og så ellers 2 som bare stod… og jo mere vi gik rundt jo mere generelt var det. Næsten alle steder var der overbooket med personale. De havde nogle hightech lyskryds med små animationer når man skulle gå over et fodgængeroverfelt, men alligevel ligger der forladte bygninger inde mit i byen, kun spærret af med blik og spånplader. Da vi skulle tilbage prajede vi en taxa, og det var så en ændre indbygger som intet engelsk kunne. Heldigvis havde vi adresse, men han stillede sig som et kæmpe spørgsmålstegn. Heldigvis var der en der kunne engelsk som kom til undsætning som hjalp ham. Gudskelov vi havde adressen på havnen. Det lykkedes ham kun nød og næppe at komme hen til havnen og da vi kom derhen (det er en stor havn) kunne han ikke finde videre. Og vi kunne ikke gå da der nok ville være et par kilometer hen til skibet og vi ikke selv kendte vejen, men endelig fik han så forklaret vejen en gang til af en havne arbejder, og så kom vi da derhen hvor vi skulle. Jeg tror at man på nogle af billederne i galleriet på www.info2us.dk kan se hvor stor havnen egentlig er. Der står tusindvis af containere over det hele og der kan da i hvert fald godt ligge ti skibe samtidig i havnen. Der er kraner over det hele, så alt virker som kaos, selv om det på ingen måde er det. Deres logistik må være helt enorm. :-) Samme dag som vi var i byen da var der et stort hold lokale i gang i maskinen med at skifte 2 forringer i hovedmotoren, og det er ikke noget man bare gør. En forring vejer 9 tons, så det er ikke et helt lille stykke metal. Lastningen og losningen i havnen vil jeg skyde på tog omkring 10 timer, men arbejdet i maskinen tog et helt døgn, så det var en større omgang. Så i går har vi brugt på at gøre rent i hele maskinen, da det hele var svinet godt til med olie. Jeg lærte at man skal holde godt fast når man f.eks. bevæger sig rundt i maskinen når der er glat over det hele. Da jeg skulle ned af en lille og smal trappe gled min fod på det øverste trin, heldigvis havde jeg fat i gelænderet så der skete ikke noget andet end jeg har lidt ondt i armene. Man skal passe på. Det er en farlig arbejdsplads, hvor man kan komme slemt til skade. Man skal være heldig hvis man kan nøjes med at slå sig hvis man falder. Hvis jeg f.eks. ikke havde haft ordentlig fat i gelænderet så havde jeg faldet 3 meter ned af trappen og sandsynligvis banket mit hoved ind i flere trin. Dertil kan jeg jo så fortælles at jeg har gået en del mere forsigtigt rundt i maskinen i dag. Men jeg har desværre også nogle rigtigt negative ting at fortælle. De vigtige mænd inde på Esplanaden har besluttet at vi ikke længere skal forbi Hongkong, så vi kadetter når kun at komme forbi 1 gang. Det er ultimativt den fedeste by at handle i siger næsten alle vi møder, så det er vi (samme med den øvrige besætning) lidt kede af. En anden temmelig skidt ting er at der i nat kom en fejl på stempel forring nr. 3 i maskinen. Den var ganske simpelt overophedet, så lige nu sejler vi kun på 11 stempler. Man ved godt hvad det skyldes da det er en fejl som er forkomment på efterhånden rigtig mange af de skibe som sejler med Shulzers hovedmotor. Hvad det betyder i praksis kan være at vi i Hongkong skal skifte forring. Det er der ikke rigtig nogen kadetter der har lyst til :-(

På opfordring fra dem der hjemme har jeg besluttet at skrive lidt om de forskellige kolleger jeg har ombord. Dog har jeg besluttet at jeg ikke nævner navne, da der i ny og næ vi være en som kan blive stødt af det. – I det infomateriale vi fik fra Mærsk og de informationer vi fik fra instruktørerne på Kogtved søfartsskole lød det som om at det meste af besætningen på skibene er dansk. Til min store overraskelse så køre man med en multi-international besætning. Skibet ledelse er altid dansk, men den øvrige er ikke. Der er skibsassistenter(matroser) på skibet til at meget af vedligeholdsarbejdet på dækket, og de er næsten alle sammen indere dog er der også 2 polakker som arbejder i maskinen. I maskinen er maskinchefen og 1. mesteren dansk, og ellers er de også indiske. På broen er 2.styrmanden ligeledes indisk. Rigtig søde mennesker som er gode at arbejde sammen med. De er sindssygt grundige når de arbejder og der bliver ikke sprunget over hvor gæret er lavest. Nogensinde… Yderligere har man på skibet 3 Filippinere (thaiteam) som kort sagt laver alt det ingen andre gider. De banker maling af, maler og gør rent efter en større ting i maskinen, som f.eks. her den anden dag. Hovmesteren(kokken) er på dette skib dansk, men har hørt at han flere steder kan være Filippinsk. Han har på dette skib 2 Filippinske stewarder som hjælper ham og som går rundt og gør rent på skibet. Alt i alt er vi 31 besætningsmedlemmer hvilket er rigtig mange. Dog er der nogle man ser uhyggelig lidt til. Thaiteam (dem som laver det sure arbejde) ser vi kun sjældent, og alle matroserne er heller ikke nogle man ser meget til.

På et skib af samme type tror jeg godt man ville kunne klare sig med halvt så mange mennesker. Endda uden problemer. – Det er underligt lige pludselig at være en højere rang end andre mennesker selvom jeg bare er kadet. Thaiteam og de andre skibsassistenter omtaler os kadetter med, sir. eks. yes sir… underligt. Men det er så det vi er ved at blive uddannet til at håndterer.

Jeg vil skrive lidt mere om besætningen næste gang. Indtil da så nyd vejret i Danmark. For bare 1 uge siden synes jeg det var rart hvis det var +30 grader. Den tid er forbi… Glæder mig til skal hjem og der kommer sne.

Hilsen Benjamin.